Kristoffer Reitan vandt Challenge Tour sæsonfinalen, mens Rasmus Neergaard-Petersen vandt ranglisten. Hamish Brown og Lucas Bjerregaard har fået et DP World Tour kort via Challenge Tour ranglisten, mens Rasmus Neergaard-Petersen sikrede sig et bedre DP World Tour kort ved at blive nr. 105 på DP World Tour ranglisten.
Rasmus Neergaard-Petersen førte efter tredje runde, og han var godt på vej mod at vinde sæsonfinalen, men han lavede tre bogeys på de sidste 7 huller. På sidste hul havde han et kort par-putt for at fremtvinge et omspil, men han missede, og efter en runde i par delte han 2. pladsen i -11 med Angel Ayora. Det var dog lige nok til, at Rasmus Neergaard-Petersen vinder Road to Mallorca ranglisten.
26-årige Kristoffer Reitan fra Norge vandt sin første Challenge Tour turnering i -23 efter en finalerunde i -23. Han spillede også på DP World Tour i 2019, og er i øvrigt en af arvingerne til Reitan koncernen, som bl.a. ejer Rema 1000 og Uno-X. En koncern hans bedstefar grundlagde med sin første butik i 1972.
Oliver Lindell blev nr. 4 i -17, mens Nicolai Kristensen delte 5 pladsen i -16 med Frank Kennedy. På ranglisten rykket Nicolai Kristensen 11 pladser frem til en 28. plads, men der var kun DP World Tour kort til top-22.
Hamish Brown blev nr. 9 i -13 efter en runde i -3 på Club de Golf Alcanada i Port ‘Alcúdia, Jonathan Gøth-Rasmussen nr. 31 i -6 efter en runde i +1 og John Axelsen nr. 34 i -4 efter en runde i -3.
Lucas Bjerregaard sluttede af med en runde i -2, og med en 39 plads i -2 falder han to pladser tilbage på Challenge Tour ranglisten, men det var lige akkurat nok til, at han tager det 22. og sidste DP World Tour kort.
33-årige Lucas Bjerregaard har spillet 238 DP World Tour turneringer og vundet to gange med sejre i Portugal Masters 2017 og Alfred Dunhill Links Championship 2018.
Rolex Challenge Tour Grand Final supported by the R&A, resultat