Opdateret kl. 18:25
Lucas Bjerregaard og Jeff Winther har færdigspillet deres to runder. Kvalifikationen er endnu ikke færdigspillet, men de kommer ikke med i US Open, hvilket der kan læses mere om i denne artikel.
— oOo —
Lucas Bjerregaard og Jeff Winther er de eneste to danskere, som deltager i mandagens US Open kvalifikation på Walton Heath i England.
Kvalifikationen afgøres over 36 huller på Walton Heath, Old Course og New Course. Der spilles om 15 pladser i US Open, som spilles på Erin Hills fra den 15. – 18. juni.
Danskerne skal gå en lav runde på Old Course
Lucas Bjerregaard gik første runde på New Course i -3, mens Jeff Winther var rundt i -2. For at være i top-15 skal man pt. være i -5 eller bedre efter første runde.
Modsat tidligere er der livescoring fra kvalifikationen. I skrivende stund er de tidligst startende begyndt på anden runde, mens andre endnu ikke har færdigspillet første runde.
Den walisiske amatør David Boote fører i -10 efter en runde på New Course der indeholdt en hole-in-one, en eagle på et par-5 hul, syv birdies og en enkelt bogey. Alexander Levy er nr. 2 i -9.
US Open kvalifikation – Europa, leaderboard
Ingen danskere er endnu kvalificeret
Der er ingen danskere blandt de pt. 82 spillere, som er kvalificeret til US Open.
Der er få tilbageværende muligheder for at komme med. Den 5. juni spilles de sidste 10 kvalifikationsturneringer i USA, hvorefter top-60 på verdensranglisten den 12. juni også kvalificerer sig.
Som nr. 70 på verdensranglisten er Søren Kjeldsen pt. bedste dansker, mens Thorbjørn Olesen er nr. 96, så det kræver gode resultater, hvis de skal spille sig i top-60 inden den 12. juni.