Lucas Herbert vandt Omega Dubai Desert Classic, hvor en blæsende finaledag endte som en stor dansk skuffelse.
Både Søren Kjeldsen og Jeff Winther gik tredje runde i -7, så de bragede frem i feltet. Kjeldsen til en 10. plads og Winther ét slag efter. Det lå til en fortsættelse af de historisk gode danske resultater i turneringen, men Søren Kjeldsen afsluttede med en runde i +8 og Jeff Winther med +7, så de sluttede begge på en delt 37. plads i +2.
Niklas Nørgaard Møller og Joachim B Hansen delte 58. pladsen i +7 efter runder i henholdsvis +2 og +4.
Benjamin Poke og Rasmus Højgaard missede cuttet, mens en skadet Thomas Bjørn trak sig efter 3 huller af første runde.
Lucas Herbert vandt efter omspil mod Bezuidenhout
Inden finalerunden havde Ashun Wu føringen i -11 foran Victor Perez i -10, mens Tom Lewis, Kurt Kitayama og den forsvarende mester Bryson DeChambeau delte 3. pladsen i -9.
Mange havde det dog svært på en blæsende dag, hvor Lucas Herbert og Christiaan Bezuidenhout var dagens bedste med runder i -4. De sluttede begge i -9, hvilket var nok til en delt førsteplads inden 24-årige Lucas Herbert fra Australien vandt sin første Europa Tour sejr på andet omspilshul.
Adri Arnaus, Dean Burmester og Tom Lewis delte 3. pladsen i -7, mens Kurt Kitayama og Ashun Wu delte 6. pladsen i -6.
Mike Lorenzo-Vera, Robert MacIntyre og Bryson DeChambeau delte 8. pladsen i -5.
56-årige Jiménez i top-20
Shane Lowry og Tommy Fleetwood delte 11. pladsen i -4, mens 56-årige Miguel Angel Jiménez endnu engang beviste, at han fortsat kan være med på Europa Touren, da han delte 16. pladsen i -3 med bl.a. Martin Kaymer, Ian Poulter og Victor Perez
Louis Oosthuizen, Sergio Garcia og Viktor Hovland blev nr. 23 i -2, Henrik Stenson nr. 37 i +2 og Danny Willett nr. 43 i +3