Svenske Alexander Björk vandt Volvo China Open, hvor Lucas Bjerregaard blev nr. 6 efter én af dagens bedste runder i -8.
Alle tre danskere klarede cuttet på Topwin Golf & CC i Beijing, hvor Lucas Bjerregaad gik en forrygende finalerunde i -8 efter ni birdies og en enkelt bogey.
Med birdies på 17. og 18. hul var Lucas den førende i klubhuset men kun kortvarigt, da Jordan Smith i gruppen bagefter ligeledes var rundt i -8, hvilket bragte ham til -16. Med flere end 20 spillere på banen, var der dog ikke så megen tvivl om, at de ville blive indhentet og overhalet.
Lasse Jensen blev nr. 27 i -9 efter en finalerunde i -4, mens Thorbjørn Olesen sluttede på en 37. plads efter en runde i -2.
Alexander Björk vandt sin første Europa Tour sejr
Der var tæt i toppen inden finalerunden, da Adrian Otaegui og Matt Wallace delte føringen i -12 foran Jorge Campillo, Julien Guerrier og Alexander Björk i -11, mens seks spillere delte 6. pladsen i -10.
Med en bogefri runde i -7 vandt Alexander Björk i -18 foran Adrian Otaegui i -17, mens Jordan Smith, Jorge Campillo og Matt Wallace delte 3. pladsen i -16.
Lucas Bjerregaard sluttede alene på 6. pladsen i -15 foran Ashun Wu, Jeunghun Wang, Paul Dunne og Jinho Choi i -14.
Den forsvarende mester Alexander Levy – som også vandt turneringen i 2014, og kom direkte fra sidste uges sejr i Trophee Hassan II – blev nr. 14 i -12.
Det var 27-årige Alexander Björks første sejr på Europa Touren, mens han på Challenge Touren vandt Le Vaudreuil Golf Challenge 2016. Sejren kommer ikke som en overraskelse, da han flere gange har været med fremme og senest blev nr. 3 i Trophee Hassan II.
Han begyndte sæsonen med en 2. plads i UBS Hong Kong Open, og blev nr. 6 i Omega Dubai Desert Classic. I 2017 sæsonen havde han tre top-10 placeringer heriblandt en 3. plads i HNA Open de France.