Lucas Bjerregaard vandt Alfred Dunhill Links Championship, som er en af årets helt store turneringer med en førstepræmie på knap 5,2 mio. danske kroner!
Efter runder på Old Course St Andrews, Carnoustie og Kingsbarns var det kun top-60 og lige som klarede cuttet til finalerunden på Old Course sammen med top-20 i Pro-Am turneringen.
Hatton lå til at vinde, men blev overhalet af Lucas
Tyrrell Hatton var dobbelt forsvarende mester, da han vandt turneringen i både 2017 og 2016. Inden finalerunden førte han i -14 foran Marcus Fraser i -13 og Tommy Fleetwood samt Stephen Gallacher i -11.
Lucas Bjerregaard var på en delt førsteplads i -9 efter anden runde, men i tredje runde gik han den svære Carnoustie i -1 og faldt tilbage til en 5. plads i -10. I finalerunden, som Lucas begyndte på 18. hul, da det var en gunstart, som der kan læses mere om nedenfor.
Tyrrell Hatton lignede en vinder, da han lavede fire birdies i træk fra 3. hul, så han kom til -18. Med fire birdies på bag-ni måtte han dog nøjes med en runde i par og den delt andenplads med Tommy Fleetwood i -14.
Lucas Bjerregaard gik dagens næstbedste runde i -5 efter seks birdies og en afsluttende bogey på det svære 17. hul, hvilket gav ham sejren i -15. Det er godt et år siden, at han vandt sin første og hidtil eneste sejr i Portugal Masters 2017. Lucas vandt også GolfSixes 2017 sammen med Thorbjørn Olesen, men den tæller ikke som en officiel sejr.
Søren Kjeldsen blev nr. 48 i -2 efter en finalerunde i +2, mens Lasse Jensen missede cuttet.
Fire Ryder Cup spillere i feltet
Der var fire Ryder Cup spillere i feltet. Udover Fleetwood og Hatton på den delte 2. plads var det Brooks Koepka på 7. pladsen i -9 og Tony Finau på en 10. plads i -8.
Matt Kuchar og Matt Wallace blev nr. 28 i -5, Louis Oosthuizen nr. 32 i -4, Eddie Pepperell nr. 44 i -3, Branden Grace nr. 55 i -1
Næsten 5,2 mio. kr. i førstepræmie
Med en samlet præmiesum på 5 mio. $ får Lucas Bjerregaard 800.000 $ for sejren svarende til næsten 5,2 mio. kr.
Der blev spillet om 4,8 mio. $ var i den individuelle turnering, mens der var 200.000 $ til pro’erne i Pro-Am turneringen.
Pro-Am turneringen blev vundet af Haotong Li og amatøren Allen Zhang i -35 foran Thongchai Jaidee og Scott Desano i -34. Lucas Bjerregaard og Dan Friedkin blev nr. 10 i -27.
Med Lucas’ sejr har to danskere vundet Alfred Dunhill Links Championship de seneste fire år, da Thorbjørn Olesen vandt i 2015.
Gunstart i finalerunden
Finalerunden blev spillet som en gunstart, da vejrudsigten lød på meget kraftig vind om eftermiddagen. Man begyndte derfor overalt på banen med start kl. 8:30 og 8:40 lokal tid. Det er blot fjerde gang nogensinde, at man begynder som gunstart på Europa Touren. Tidligere har man gjort det i finalerunden af Czech Open 1994 samt tredje og fjerde runde af Portugal Masters 2015.