Lucas Bjerregaard har takket ja til et såkaldt Special Temporary Membership af PGA Tour. Han er således ikke fuldgyldigt medlem, men har fået midlertidigt medlemskab.
Det giver ikke i sig selv adgang til flere PGA Tour turneringer, men det giver mulighed for, at han kan modtage et ubegrænset antal invitationer resten af denne sæson. Og det er første skridt på vejen til et PGA Tour medlemskab for 2019-20 sæsonen.
Ikke-medlemmer af PGA Tour kan som udgangspunkt maksimalt spille 12 PGA Tour turneringer i sæsonen, hvoraf de syv må være på invitationer. At Lucas er blevet medlem af PGA Tour blev offentliggjort mandag på pgatour.com, så nu kan han spille alle de turneringer han kan og vil komme med i.
Har fået to invitationer i år
Det bliver dog ikke nødvendigvis så let at få mange invitationer til PGA Tour turneringer, da der er mange som ønsker at få dem. Det er dog utvivlsomt ingen ulempe, at Lucas gjorde opmærksom på sig selv ved at vinde over bl.a. Tiger Woods, Justin Thomas og Henrik Stenson, da han blev nr. 4 WGC – Dell Technologies Match Play.
Lucas har spillet syv tællende PGA Tour turneringer i år fordelt på Masters, Players Championship, tre WGC turneringer samt Honda Classic og Valero Texas Open, hvor han var med på invitationer.
Skulle tjene samme antal point som nr. 150 sidste år
For at spille sig til et Special Temporary Membership, skal man optjene det samme antal point, som nr. 150 på FedExCup ranglisten i den foregående sæson.
I 2017-18 sæsonen blev Ben Martin nr. 150 med 266 point, og med sin 21. plads i Masters er Lucas nu oppe på 276 point. Thorbjørn Olesen har optjent 165 point.
Skal i top-125 på FedExCup ranglisten for medlemskab i 2019-20
For at spille sig til et PGA Tour medlemskab i 2019-20 sæsonen skal man optjene samme antal point som nr. 125 på denne sæsons FedExCup rangliste i den regulære sæson. Hvor mange point der kræves, ved vi således først efter Wyndham Championship, som afsluttes den 4. august.
Sidste år blev Seamus Power nr. 125 med 377 point. På ranglisten over FedExCup point for ikke-medlemmer optjente Joaquin Niemann 489 point og Kiradech Aphibarnrat 437 point, hvilket har givet dem et PGA Tour kort i denne sæson.
90 internationale medlemmer fra 27 lande
PGA Tour oplyser, at der udover de mange amerikanske spillere er 90 internationale aktive PGA Tour medlemmer fra 27 lande. Flest fra Australien med 13 medlemmer, mens der er 10 fra England og 9 fra Canada. 46 ud af top-50 på verdensranglisten er medlem af PGA Tour inkl. alle fra top-35.
Lucas er den anden, som tager imod et Special Temporary Member i år, da Matthew Fitzpatrick gjorde det tidligere på året. Fitzpatrick har optjent 416 point, så han synes så godt som sikker på, at opnå et PGA Tour medlemskab for 2019-20 sæsonen.
Skal vinde for at komme med i FedExCup slutspillet
For at kvalificere sig til denne sæsons FedExCup slutspil, skal man være fuldgyldigt PGA Tour medlem, hvilket for spillere som Lucas Bjerregaard og Matthew Fitzpatrick kræver, at de vinder en turnering.
Vinder man en turnering tæller optjente FedExCup point med tilbagevirkende kraft, dog ikke de point man optjent i WGC turneringer.
Ranglisten over FedExCup point for ikke-medlemmer
– alle spillere inkl. Special Temporary Members