Callum Shinkwin vandt Cazoo Open supported by Gareth Bale, hvor han kunne køre sejren sikkert hjem da Julien Guerrier kollapsede. Lucas Bjerregaard blev nr. 3 efter en eagle på sidste hul. Se højdepunkter fra Shinkwins finalerunde i videoen ovenfor.
Inden finalerunden var Lucas Bjerregaard nr. 7 i -2, mens Marcus Helligkilde og Thorbjørn Olesen delte 11. pladsen i -1.
Lucas Bjerregaard afsluttede med en eagle for en runde i -3, som gav ham en delt 3. plads i -5. Hans suverænt bedste resultat i år, hvor det hidtil bedste var en 27. plads i Barbasol Championship for en måned siden. Lucas var eneste danske lyspunkt på finaledagen, da de resterende fire danskere i finalerunden var over par. Mange slag over par!
Marcus Helligkilde gik +6 og blev næstbedste dansker på en 43 plads i +5, mens Jeff Winther blev nr. 57 i +9 efter en finalerunde i +5. Thorbjørn Olesen gik +11 (!) og faldt tilbage til en 59. plads i +10. Helt galt gik det for Joachim B Hansen, som gik +13 og efter runden i 84 slag sluttede han som nr. 71 og sidst i +21.
Søren Kjeldsen, Niklas Nørgaard Møller og Oliver Hundebøll missede cuttet.
Callum Shinkwin vandt for anden gang
Inden finalerunden førte Callum Shinkwin i -11 foran Julien Guerrier i -10. Derfra var der fem slag til Connor Syme på 3. pladsen, så det lignede en duel om sejren på Celtic Manor Resort.
Det blev dog afgjort ret tidligt på runden, da Guerrier faldt tilbage og Callum Shinkwin kunne køre sejren forholdsvis sikkert hjem med en runde i -1.
Callum Shinkwin vandt i -12 foran Connor Syme i -8, mens Lucas Bjerregaard delte 3. pladsen i -5 med Renato Paratore, Andy Sullivan, David Dixon og Julien Guerrier.
Det var 29-årige Shinkwins anden sejr på DP World Tour, da han vandt Aphrodite Hills Cyprus Open 2020.
Ingen fra top-100 i verdensranglisten
Lidt skuffende var der ingen deltagere fra top-100 på verdensranglisten. Oliver Bekker, der er nr. 102 i på verdensranglisten, var den højest rangerede i feltet, men han missede cuttet.
Jordan Smith på verdensranglistens 116. plads og Sean Crocker på 133. pladsen missede også cuttet, så de to højest rangerede i finalerunderne var Marcus Helligkilde og Thorbjørn Olesen, som var henholdsvis nr. 137 og 150 på verdensranglisten i sidste uge.