HæderspriserLübker Golf kåret som Danmarks bedste bane - igen!

Lübker Golf kåret som Danmarks bedste bane – igen!

Den danske DP World Tour-bane hædret for anden gang på tre år ved World Golf Awards.

Det er svært at nå til tops, men ofte sværere at holde sig på toppen. Sådan forholder det sig åbenbart ikke for Lübker Golf, der permanent har cementeret sit ry som en af Danmarks bedste golfbaner. Anerkendt og lovprist for den høje standard senest i august i år af spillerne i Danish Golf Championship på DP World Tour.

Derfor var det også stolte repræsentanter for Lübker Golf, der fredag den 22. november under den årlige World Golf Awards måtte på scenen på Savoy Palace Hotel i Funchal på Madeira for at modtage hæderen som ’Denmark’s Best Golf Course 2024’. Det var anden gang på kun tre år, efter at Lübker Golf også modtog hæderen i 2022 i Abu Dhabi, Emiraterne.



Organisationen World Golf Awards hædrer hvert år de bedste golfbaner, bedste hoteller og bedste golfrejsebureauer efter indstillinger fra brugerne, og galla-ceremonien på Madeira var den 11. af slagsen. Til stede for at modtage hæderen var både ejeren af Lübker-resortet, Carl Aage Nielsen, og golfmanager Hans Knudsen, der kunne glæde sig over anerkendelsen og resultatet af det hårde arbejde og store engagement, der er lagt i at udvikle og vedligeholde banen på Djursland.

– Det er en fantastisk ære for os igen at blive stemt ind som Danmarks bedste bane for anden gang på kun tre år. Denne pris viser, at vores arbejde med at forbedre og udvikle banen har båret frugt. Det betyder rigtig meget for hele vores team, siger Hans Knudsen.

Stempel som DP World Tour-bane

Som værtsbane for Danish Golf Championship på DP World Tour blev Lübker Golf i 2024 både anerkendt og promoveret internationalt med tv-transmission world wide, efter at Made in Denmark og Made in Himmerland de første 10 år blev afviklet i Himmerland og Silkeborg. Det var en begivenhed, der tilførte ekstra prestige til både Lübker-banen og resten af resortet som en attraktiv destination for både national og international elite og golfturister generelt. Hos organisationen Golf World Top 100 har Lübker-banen i år opnået en placering som nummer 8 i Best Value Courses Continental Europe og Lübker-resortet en placering som nummer 64 i Continental Europe.

– Da vi takkede ja til værtskabet for Danish Golf Championship i 2024, var det med det sigte, at Lübker inden for en overskuelig tidshorisont skal gentage værtskabet. I mellemtiden vil vi arbejde hårdt for at fastholde vores position i toppen af dansk og europæisk golf samt i muligt omfang også udbygge resortet, så det kan blive en mindst lige så succesfuld event næste gang. Prisen betyder meget for os, fordi den viser, at vores investeringer og teamets indsats bliver værdsat. Vi er stolte af, at Lübker anerkendes som en af Danmarks førende golfdestinationer, og vi ser frem til at videreudvikle resortet som et sted, hvor både danske og internationale spillere kan få en uforglemmelig oplevelse, siger resortejer Carl Aage Nielsen.

Hyldest til chefgreenkeeperen

De mange roser og den store anerkendelse af Lübker-banen fra både nationalt og internationalt plan kan adresseres til et meget dedikeret greenkeeperteam under ledelse af chefgreenkeeper Spencer Opstrup Lloyd-Pye, der gennem næsten 12 år har arbejdet målrettet for at skabe en golfbane i verdensklasse. Den store anerkendelse tages af chefgreenkeeperen som tegn på, at det er lykkedes.

– Det er en stor ære for os alle at modtage prisen, som jeg ser som en hyldest til hele mit team, der har arbejdet utrætteligt med banen både før, under og efter Danish Golf Championship. Den seneste anerkendelse giver os ny energi til at fortsætte arbejdet med at fastholde banen på et niveau, som vi alle kan være stolte af, siger Spencer Opstrup Lloyd-Pye.

www.lubker.com

Lübker Golf – Foto: PR

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Èt slags straf for langsomt spil i sin DP World Tour debut

Jacob Skov Olesen fik ikke ligefrem en drømmedebut på DP World Tour, da han fik ét slags straf for langsomt spil. Turneringen er afkortet...

Rasmus Højgaard fik 7 mio. kr. i Race to Dubai bonus

Med en 2. plads i DP World Tour sæsonfinalen blev Rasmus Højgaard også nr. 2 på Race to Dubai ranglisten, hvilket gav ham en...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk