For anden gang på tre år blev holdturneringen The Queens presented by Kowa vundet af værtsnationen LPGA of Japan. Ladies European Tour, der for første gang var uden dansk deltagelse, blev nr. 4 og sidst.
The Queens presented by Kowa er en holdturnering, hvor Ladies European Tour (LET) spiller mod hold fra Ladies Professional Golfers’ Association of Japan (JLPGA), Korean Ladies Professional Golf Association (KLPGA) og Australian Ladies Professional Golf (ALPG).
LPGA of Japan vandt tredages turneringen med en Foursome finalesejr på 7 – 1 over Korean LPGA, mens Australian LPGA blev nr. 3 efter en sejr på 5 – 3 over LET.
Gwladys Nocera var medspillende kaptajn for LET holdet, som derudover bestod af Lee-Anne Pace, Mel Reid, Florentyna Parker, Holly Clyburn, Olafia Kristinsdottir, Felicity Johnson, Annabel Dimmock og Carly Booth.
De første to dage, som var afgørende for hvem der skulle mødes i finalen, var Korean LPGA ellers klart bedst, da de opnåede 24 point foran LPGA of Japan med 12 point, Australian LPGA med 9 point og LET med 7 point. Inden søndagens finale blev point dog nulstillet.
Den første dag spillede man Fourballs, den anden dag var der singler på programmet inden finalen og duellen om 3. pladsen blev afgjort med foursomes.
Penge til alle deltagerne
Vinderholdet fik 45 mio. yen til deling svarende til kr. 2,5 mio. Det svarer til, at hver af de ni spillere får knap kr. 277.000. Hver af de ni LET spillere får ca. kr. 55.000 for 4. pladsen, som dog ikke tæller til ranglisterne.
Anden sejr til værtsnationen Japan
The Queens presented by Kowa blev spillet første gang i 2015, og alle tre år har man spillet på Miyoshi Country Club i Japan.
LPGA of Japan vandt også den første udgave af turneringen i 2015, hvor LET med Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen på holdet blev nr. 3. Sidste år vandt Sydkorea, KLPGA, efter en suveræn finalesejr over LPGA of Japan, mens LET med Nanna Koerstz Madsen på holdet igen nr. 3.