Louis Oosthuizen vandt AfrAsia Bank Mauritius Open, hvor 11 danskere var med men kun to klarede cuttet. Oosthuizen vandt også i sidste uge, og denne gang var det på en bane han selv har været med til at designe. Se højdepunkter fra hans finalerunde i videoen ovenfor. Det var hans 11. DP World Tour sejr, men det var første gang hans kone og tre børn så ham vinde.
Inden finalerunden var Jeff Winther nr. 16 i -6 og Søren Broholt Lind nr. 28 i -4. Begge danskere afsluttede med runder i -4, Jeff Winther blev nr. 11 i -10 og Søren Broholt Lind nr. 18 i -8.
John Axelsen, Rasmus Neergaard-Petersen, Sebastian Friedrichsen, Jeppe Kristian Andersen, Joachim B Hansen, Jonathan Gøth-Rasmussen, Nicolai Kristensen, Oliver Hundebøll og Søren Kjeldsen missede cuttet.
Oosthuizen vandt igen
Inden finalerunden førte Louis Oosthuizen, der vandt i sidste uge, i -14 foran Jacques P De Villiers i -13 og Laurie Canter i -11.
Med en runde i -3 vandt Louis Oosthuizen sin 11. sejr på DP World Tour i -17 foran Laurie Canter i -15. I sidste uge tabte Laurie Canter omspil om en plads i LIV Golf League. Canter spillede fuld tid på LIV Golf i 2022 og spillede 11 turneringer i 2023 som reserve.
Jacques P De Villiers, Daniel Brown og Sebastian Söderberg delte 3. pladsen i -14 foran Jayden Schaper på 6. pladsen i -13.
Højgaard vandt i 2019, men på en anden bane
Der blev spillet på Heritage La Réserve GC, og det var her Rasmus Højgaard vandt turneringen i 2019. I år spillede man dog på en helt ny bane på Heritage resortet, som er designet af Peter Matkovich og The Open vinderen Louis Oosthuizen. En bane der først er åbnet nu i december 2023, så det var lidt tidligt at spille på den, og selvom Oosthuizen havde været involveret i designet, havde han aldrig tidligere spillet den nye bane.
Kim Bojes har besøgt og spillet Heritage på Mauritius, og hans inspirerende rejseoplevelser kan der læses om her.