Det nye globale handicapsystem, World Handicap System (WHS), får en løbende start, da det er meget forskelligt, hvornår det træder i kraft. Sverige og Norge er med inden sæsonstarten 2020, mens det først bliver fra januar 2021 i Danmark.
Oprindeligt var det planen, at golfspillere over hele verden skulle bruge WHS systemet fra 1. januar 2020, men flere lande har valgt at udskyde starten. Således også i Danmark, hvor DGU har besluttet, at vi først skal spille efter WHS systemet fra den 1. januar 2021, da man ikke så sig i stand til at nå det i 2020.
USA i januar 2020 samt Sverige og Norge i marts 2020
Der er en række lande som bl.a. USA, Canada, Australien og Sydafrika hvor WHS systemet træder i kraft den 1. januar 2020.
Sverige og Norge går over til det nye system den 1. marts og således før sæsonen for alvor begynder. I Storbritannien og Irland er starten udskudt til efteråret 2020.
Et globalt system for alle golfspillere
Der er mange fordele ved et fælles globalt handicap, så man bl.a. på fair vis kan spille med og mod spillere fra andre lande. Det har hidtil være lidt svært, da de forskellige handicapsystemer har været forskellige.
Overordnet har der været seks store globale forskelligartede systemer. Hvor vi i Danmark og det meste af Europa har spillet efter EGA systemet, så har man i bl.a. Storbritannien brugt CONGU, mens man i USA brugte et USGA system.
Flere skal have et handicap
Hvor mere eller mindre alle golfspillere i Danmark har et handicap, så er det langt fra tilfældet i alle lande. Det menes, at der er omkring 60 mio. personer, som i mere eller mindre grad spiller golf rundt om i verden, men kun 15 mio. af dem har et registret handicap. Med nye ensartede og nemmere golfregler håber man, at endnu flere vil få et registreret handicap.
Med forbehold for ændringer træder WHS i kraft på følgende tidspunkter rundt om i verden:
Januar 2020
Argentina, Australien, Canada, Indien, Mexico, Panama, Sydkorea, Sydafrika, USA, Uruguay og Venezuela
Februar – marts – april 2020
Norge, Sverige Hong Kong, New Zealand og Singapore
Maj – juni – juli – august 2020
Portugal
September – oktober – november – december 2020
Storbritanien og Irland
Januar 2021
Danmark