Master of the Monster Match Play er skudt i gang på Green Eagle Golf Club og en stor del af dagens 36 hulspilsmatcher er allerede i gang.
Rasmus Højgaard er på banen, og han er 1 up efter tre huller i sin match mod Kevin Bengtsson.
Morten Ørum Madsen spiller senere i dag mod Erik Myllimäki fra Finland. De to slår ud kl. 10:36.
Oliver Suhr åbner sin ECCO Tour sæson kl. 09:06, hvor han skal duellere mod Oliver Jacobsson fra Sverige. Suhr har fortsat banerekorden på Green Eagle efter hans fantomrunde i otte under par i 2016.
Du kan følge alle matcherne på livescoring. Her skal du være opmærksom på, at scores ikke ser “helt normale” ud. Du kan med fordel vælge “hole by hole” og sortere efter “Match nummer”. Det gør overblikket bedre. Nedenfor kan du læse om formatet for turneringen.
Formatet ved Master of the Monster
Formatet byder på alm. Match Play i første runde, og fra fredag begynder det unikke så for alvor.
Torsdagens 36 vindere af Match Play matcherne avancerer til fredagens Gruppespil. Her dyster spillerne tre og tre i grupper/bolde over 18 huller, og det er kun den bedste i hver bold/gruppe, der går videre. Nummer to og tre ryger ud og opnår en delt 13. plads.
Fredag eftermiddag er der således 12 spillere tilbage. Disse spiller igen 18 huller mod hinanden i tre-mands grupper. Kun den bedste over de 18 huller i hver bold/gruppe går videre til finalen, mens de resterende er ude og slutter som delt nummer fem.
I lørdagens finale spiller de sidste fire spillere sammen i en match over 18 huller. De skal fordele placeringerne 1 – 4 mellem sig, og det betyder, at de spillere som kæmper om sejren får lov at kigge hinanden i øjnene hele vejen rundt. I en alm. golfturnering er det sjældent, at de spillere, der kæmper om sejren til sidst, spiller med hinanden, og det er bl.a. den tanke, der ligger bag det nye format.