PGA Tour har taget turen på tværs af Florida til Tampa og denne uges Valspar Championship på den kendte Copperhead Course med de ikoniske afslutningshuller også kendt som The Snake Pit. Thomas, Spieth og Burns er hovednavnene, men inden de bedste herrer kommer på skærmen, sender vi direkte fra LET-turneringen i Singapore med tre danskere til start.
Begge turneringer kan ses på discovery+ med danske kommentatorer.
The Florida Swing afsluttes ved Palm Harbour på Innisbrook Resorts Copperhead Course med Valspar Championship, og den ikoniske bane får igen i år besøg af flere af verdens bedste spillere. Justin Thomas, Jordan Spieth og den dobbelte vinder af turneringen, Sam Burns, er de store profiler til start her ugen efter The PLAYERS.
Sam Burns vandt i fjor Valspar Championship for andet år i træk, så amerikaneren jagter en sjælden bedrift, nemlig at vinde den samme turnering tre år i træk, mens Spieth vandt turneringen som den yngste nogensinde. Han var blot 21, da han vandt for otte år siden, og efter godt spil de seneste uger, kan det være han igen kan løfte trofæet.
Udover de amerikanske profiler er det værd at holde øje med europæerne i denne uge. Der har gennem de seneste 20 år været flere ikke-amerikanske vindere end amerikanske, og med den form som Justin Rose og Tommy Fleetwood er i, så er en fjerde engelsk sejr i Valspar Champiosnhips historie ikke umulig.
Discovery+ sender allerede fra 12.30 de første dage, så der er rig mulighed for at følge de største profiler på alle 18 huller hver dag.
The Copperhead Course er en smal bane med udfordrende greens, men banen er mest kendt for ”The Snake Pit”, betegnelsen for de sidste tre huller på banen. Spillerne bliver ved ”indgangen” til Snake Pit mødt af en bronzefigur af en Copperhead slange, så ingen er i tvivl om hvad der venter. Banen kræver præcision ind mod green, og det er netop de gode jernslag, der har kendetegnet de seneste års vindere.
Verdens bedste og tre danskere til start i Singapore
I Singapore gælder det årets første Aramco Team Series på Ladies European Tour. Emily Pedersen, Nicole Broch Estrup og Amalie Leth Nissen er de tre danskere i feltet, der også inkluderer verdens nummer et, Lydia Ko, samt Danielle Kang og svenske Linn Grant.
De første to dage spilles holdturneringen, mens den individuelle turnering spilles sideløbende, inden den afgøres på tredjedagen. Torsdag, fredag og lørdag sender discovery+ direkte fra klokken 06.00 – 10.00.
Valspar Championship kan følges på discovery+ (og Eurosport 2, red.)
Torsdag den 16.3.: 19.00 – 23.00
Fredag den 17.3.: 19.00 – 23.00
Lørdag den 18.3.: 18.00 – 23.00
Søndag den 19.3.: 18.00 – 23.00
Jesper Knudsen og Jeppe Huldahl kommenterer.