Lexi Thompson vandt en overbevisende sejr i Kingsmill Championship presented by JTBC på LPGA , hvor Nicole Broch Larsen blev nr. 60, mens Therese O’Hara missede cuttet.
Efter første runde var Nicole nr. 54 i par. Hun var i +4 efter 11 huller af anden runde, men med en eagle og tre birdies på de sidste 7 huller klarede hun cuttet i -1.
Med finalerunder i +2 og +3 sluttede hun som nr. 60 i +4, hvilket gav hende en præmiecheck på 3.130 $.
Therese var otte slag fra at klare cuttet efter to runder i +4.
Lexi vandt med fem slag
Lexi Thompson vandt en suveræn sejr i -20 foran In Gee Chun i -15 og Angela Stanford i -11.
Efter en svær start på LPGA fik svenske Madelene Sagstrom en 7. plads i -8, mens Suzann Pettersen, So Yeon Ryu, Shanshan Feng og Lydia Ko delte 10. pladsen i -7.
Brooke M Henderson blev nr. 14 i -5 og Ariya Jutanugarn nr. 18 i -4.
22-årige Lexi har vundet otte LPGA sejre
Det var 22-årige Lexi Thompsons ottende sejr på LPGA og den første siden sejren i Honda LPGA Thailand 2016. Hun vandt også en japansk major sidste år.
I april var Lexi tæt på sejren i major turneringen ANA Inspiration, men hun fik fire omdiskuterede straffeslag for at genplacere forkert. En episode der var medvirkende til at R&A og USGA lavede en ny Decision til Golfreglerne, som til dels gør op med tv-seere der medfører straffeslag.