Engelske Georgia Hall vandt Order of Merit 2017 på Ladies European Tour, ligesom hun af sine kollegaer blev valgt som årets spiller. Camille Chevalier fra Frankrig blev årets rookie.
Georgia Hall vandt ranglisten uden at vinde en turnering
Allerede inden sæsonfinalen var 21-årige Georgia Hall sikker på at vinde Order of Merit. Hun tjente 368.934,60 € svarende til knap 2,75 mio. danske kroner i 10 spillede turneringer.
I sine 10 turneringer opnåede Georgia Hall fem top-5 placeringer og syv top-10 placeringer. Hun vandt ingen turneringer, men blev bl.a. nr. 3 i Ricoh Women’s British Open og nr. 10 i Evian Championship.
Udover æren fik Georgia Hall et Omega ur med diamanter samt en check på 20.000 €.
Iben Tinning er den eneste dansker som har vundet LET Order of Merit, hvilket hun gjorde i 2005.
LET Order of Merit 2017, resultat
Spillerne valgte Georgia Hall som årets spiller
Af kollegaerne på LET blev Georgia Hall også valgt som Players’ Player of the Year – en hæder der tilfaldt Nicole Broch Larsen i 2015 og Iben Tinning i 2005.
Camille Chevalier blev årets rookie
På LET er årets rookie den nye spiller, som tjener mest i løbet af sæsonen. Det blev 23-årige Camille Chevalier fra Frankrig, som tjente 64.002,98 € svarende til omkring 475.000 kroner.
Hun spillede 9 turneringer og fik sit gennembrud ved at vinde Hero Women’s Indian Open.
Som den hidtil eneste dansker blev Emily Kristine Pedersen årets rookie i 2015.