Lauri Ruuska vandt Vierumäki Finnish Challenge, hvor han gik en 59’er i første runde. Sebastian Friedrichsen blev nr. 5, mens Hamish Brown var blandt de bedste i finalerunden.
Sebastian Friedrichsen begyndte finaledagen på en 6. plads i -11 kun to slag fra en 3. plads, men dog ni slag fra førstepladsen. Med en flot runde i -4 blev Sebastian Friedrichsen nr. 5 i -15.
Hamish Brown gik en af dagens næstbedste runder i -7 og bragede 21 pladser frem til en 17. plads i -12. Nicolai Kristensen blev nr. 31 i -9 efter en runde i -1, August Thor Høst nr. 41 i -6 og Frederik Birkelund nr. 62 i +5. Joachim B Hansen missede cuttet.
Lauri Ruuska vandt
Inden finalerunden førte finske Lauri Ruuska, der gik en 59’er i første runde, i -20 foran Jack McDonald i -18.
Med en runde i -7, efter to eagles i træk på 12. og 13. hul, vandt Lauri Ruuska i -27 foran Jack McDonald og Joakim Wikström i -20. Svenske Joakim Wikström var dagens bedste med en runde i -10.
Tomas Gouveia blev nr. 4 i -16, mens Sebastian Friedrichsen delte 5. pladsen i -15 med Sebastian Gros og Maximillian Steinlechner.
Det var 29-årige Lauri Ruuskas første sejr på Challenge Touren, som så blev vundet i hans hjemland.