Vesthimmerlands Kommune ærer afdøde Lars Larsen ved at opkalde vej efter ham, så Himmerland Golf & Spa Resort kommer til at ligge på Lars Larsens Vej 1.
Resortet, som ejes af Lars Larsen Group, har hidtil ligget på den lille korte Centervej i Gatten, der nu skifter navn til Lars Larsens Vej. Det skriver tv2nord.dk.
– Jeg er rigtig glad, stolt og taknemlig over, at vi i Vesthimmerland kan anerkende Lars Larsens mangeårige indsats i vores område ved at omdøbe Centervej i Gatten til Lars Larsens Vej. En passende gestus til en af landets største erhvervsledere nogensinde på et sted, der virkelig betød utrolig meget for ham, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (Venstre) til TV2 Nord.
Lars Larsens søn Jacob Brunsborg, der er bestyrelsesformand i bl.a. Himmerland Golf & Spa Resort og JYSK, er beæret over navneskiftet:
– Himmerland Golf & Spa Resort har altid været et vigtigt sted ikke bare for min far, men for hele vores familie. Derfor er vi også meget beærede over, at Vesthimmerland Kommune har besluttet at Centervej fremover skal hedde Lars Larsens Vej, siger Jacob Brunsborg.