I næste uge afvikles Made in Denmark Challenge by Ejner Hessel på Himmerland Golf & Spa Resort, og selvom det i år er Challenge Tour feltet, der skal pryde Himmerland Hill, så er der stadig god grund til at kigge forbi og støtte danskerne.
Jeff Winther opfordrer danske fans til at bakke op
I de senere år er Thorbjørn Olesen, Lucas Bjerregaard og Jeff Winther blandt de danskere, der har brugt Challenge Touren som springbræt til Europa Touren. Og sidstnævnte Winther ved godt, hvad det betyder for spillerne med dansk opbakning.
– Man har mindst lige så meget brug for opbakning, når man spiller på Challenge Touren, som man har på Europa Touren. Så jeg vil klart opfordre alle de danske Made in Denmark fans til at svinge forbi Himmerland og støtte danskerne, selvom det i år ”kun” er Challenge Touren. Og hvis solen skinner, så smager både pølser og fadøl sikkert stadig godt deroppe, siger Jeff Winther.
Lad os genskabe Made in Denmark stemningen i Nordjylland
Made in Denmark Challenge by Ejner Hessel er en fantastisk mulighed for at opleve topgolf på hjemmebane i Nordjylland et år, hvor Made in Denmark er rykket til Silkeborg Ry Golfklub.
Selvom kulissen utvivlsomt er anderledes, kunne det være sjovt at genskabe noget af Made in Denmark stemningen på Himmerland Hill. Fremtidens stjerner kan lige så godt allerede nu opleve, at Himmerland Golf & Spa Resort samt Made in Denmark er noget helt særligt. Op mod 50 af spillerne har i øvrigt allerede tidligere deltaget ved Made in Denmark.
Joachim B. Hansen og Jeppe Huldahl største danske profiler
Blandt de største danske profiler er Joachim B. Hansen, Jeppe Huldahl, Mark Haastrup, Mads Søgaard, Morten Ørum Madsen og Martin Ovesen, men der er mange flere danskere med i startfeltet.
Du kan se hele startlisten her.
Sol og gratis entré
Vejrudsigten begynder at se rigtig god ud, og der er gratis entré for tilskuere hele ugen. Vi ses på Himmerland Hill i næste uge.