DGU har i tæt og godt samarbejde med udvalgte værtsklubber nu afviklet 4 af de i alt 6 matcher som udgør Pensionsselskabets Paragolf Tour 2022.
Efter de to indledende matcher som Odense Eventyr GK og Åskov GK på bedste vis var værtsklubber for så var det i de forgangne weekender Langesø GK på Fyn og Værløse GK på Sjælland som stod for arrangementet – inkl. fine præmieborde begge steder.
Der ventede deltagerne 2 dejlige men også svære og krævende baner – hvor især Værløses kuperede greens greens resulterede i mange 3-putts og det der var værre!
For at kunne deltage i PPT 22 skal man have en eller anden form for funktionsnedsættelse – enten fysisk eller udviklingsmæssigt, men det er udelukkende spillernes spille-hcp. som afgør hvilken række man spiller i.
Der spilles i 2 rækker – en A-række for spillere med hcp. på 18,4 eller lavere og en B-række for spillere med hcp. 18,5 og højere. A-rækken spiller slagspil (netto), mens B-rækken spiller stableford.
For at komme i betragtning som samlet og ærefuld vinder af PPT 22 og ikke mindst de fine præmier fra Callaway og Golfexperten skal man gennemføre mindst 4 af de 6 turneringer. Spillere som har deltaget i mere end 4 matcher kan fratrække det dårligste resultat. Efter hver match tildeles spillerne placeringspoint og når den afgørende match i Skovbo GK den 20. august er færdig spillet, så kan vi kåre de to vindere af PPT 2022.
Inden de 2 sidste matcher spilles i henholdsvis Skive (23/7) og Skovbo (20/8) er stillingen følgende:
A-række:
- Troels Højbjerre Helsingør GC 69 pp
- Morten Ridder Johansen Søllerød GK 62,5 pp
- Simon Wada Tollundgaard GK 45,5 pp
B-række:
- William Krag Lübker GK 68 pp
- Frederik Villads Jørgensen Helsingør GC 65 pp
- Annelene Z. Mortensen Helsingør GC 63 pp