Thomas Bjørn har udnævnt Kronprins Frederik til ambassadør for Ryder Cup 2018. Det blev offentliggjort onsdag, hvor der var 100 dage til, at opgøret mellem Europa og USA begynder i Paris.
Det er lidt uklart hvad rollen dækker over, udover at man ønsker at skabe så megen opmærksomhed for Ryder Cup som muligt, hvilket så også er sket, da alverdens medier bringer denne nyhed.
Billedet ovenfor blev taget tirsdag i Paris, hvor Kronprins Frederik var i forbindelse med et møde i Den Internationale Olympiske Komité, som han har været medlem af siden 2009. Kronprinsen har således også været med til at bestemme, at OL 2024 skal afholdes i Paris, hvor golf også vil være programmet.
– Thomas Bjørn er en fantastisk leder
Kronprins Frederik er beæret over at være ambassadør for Ryder Cup, og særligt med Thomas Bjørn som kaptajn:
– Jeg er meget glad for at takke ja til rollen som ambassadør for Ryder Cup 2018. Det er en stor ære, og ekstra specielt at det er med Thomas Bjørn som kaptajn. Den bedste golf-ambassadør Danmark kunne ønske sig, siger Kronprins Frederik i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Jeg har spillet golf med Thomas, og på nærmeste hold set hans passion for Europa og Rydr Cup. Jeg er som alle andre danskere stolt over, at han skriver historie som den første danske Ryder Cup kaptajn.
– Han er en fantastisk leder, og jeg er overbevist om, at hans Ryder Cup erfaring både som spiller og vicekaptajn vil give det europæiske hold det bedst mulige udgangspunkt for en sikkert dramatisk uge.
– Beæret over at præsentere Kronprins Frederik som ambassadør
Thomas Bjørn er meget glad for, at den danske kronprins har takket ja til rollen.
– Jeg er virkelig beæret over at præsentere Kronprins Frederik som ambassadør for Ryder Cup 2018. Hans engagement i sport er velkendt, og hans arbejde med IOC samt opbakning til danske sportsfolk har været fantastisk, siger Thomas Bjørn og fortsætter:
– Vi dannede nogle stærke relationer på banen, da vi spillede sammen, og det er en stor og ydmyg oplevelse for mig som kaptajn, at vi nu kan fortsætte det udenfor banen. På vegne af mig selv, holdet og alle der er involveret i Ryder Cup, takker jeg Hans Kongelige Højhed for den støtte.
Kronprins Frederik og Thomas Bjørn spillede sammen i Pro-Am turneringen op til Made in Denmark 2014 og 2015, hvor han også var protektor.
Thomas Bjørn er Ridder af Dannebrog
I 2015 blev Thomas Bjørn i øvrigt benådet med Ridderkorset af Dannebrogordenen. Man kunne også sige, at han fik det tildelt, men benådet er det mere formelle ord, som også kongehuset bruger om tildeling af ordener.
Le Cléac’h og Shevchenko er også ambassadører
I maj 2017 blev den franske sejler Armel Le Cléac’h og den tidligere fodboldspiller og Andriy Shevchenko fra Ukraine, hvor han nu er landstræner, udpeget som ambassadører for Ryder Cup 2018.
Ryder Cup 2018 spilles på Le Golf National i Paris fra den 28. – 30. september.