Final Stage af Europa Tourens Tourskole spilles over seks runder fra fredag til onsdag. Top-25 og lige får et Europa Tour kort, men det er ikke nødvendigvis et fuldt kort.
Der er fem danskere i feltet; tvillingerne Nicolai og Rasmus Højgaard samt Benjamin Poke, Martin Simonsen og Nicolai Kristensen.
Udover de eftertragtede Europa Tour kort, spilles der også om Challenge Tour kort til de næstbedste. Nedenfor kan man læse om de kort og kategorier der uddeles samt afgørelse ved lige scores.
Seks runder på Lumine Golf Club
Der er 156 deltagere på Lumine Golf Club i Spanien. Efter to runder på Lakes Course og to runder på Hills Course klarer top-70 og lige cuttet til to finalerunder på Lakes Course.
Europa Tour kort til top-25
Efter onsdagens finalerunde får top-25 og lige et Europa Tour kort i kategori 17 og et fuldt Challenge Tour kort i kategori 5, så der vil mindst blive uddelt 25 Europa Tour kort.
De seneste tre år har Jeff Winther fået Europa Tour kortet via Tourskolen, men nu har han etableret sig som nr. 91 på Race to Dubai ranglisten i år, hvilket giver ham et fuldt og bedre kort i 2020.
Jeff Winther var eneste dansker blandt de 27 der fik kortet i 2018, mens Anders Hansen og Jeff Winther var blandt 33, der fik et Europa Tour kort på Tourskolen i 2017. Jeff Winther fik det ene af 29 kort i 2016.
Ikke et fuldt kort, men adgang til mange turneringer
De 25 Europa Tour kort fra Tourskolen giver adgang til en række turneringer, men ikke alle.
Der er mange kategorier foran den kategori 17 de top-25 og lige får fra Tourskolen. Over de seneste 5 år har vindere af Tourskolen i gennemsnit fået adgang til 29 Europa Tour turneringer den følgende sæson, mens nr. 25 er kunnet komme med i 19 turneringer. Et kort fra Tourskolen giver dog også et fuldt kort til Challenge Touren, så man kan spille der, hvis der er en periode, hvor man ikke har adgang til Europa Tour turneringer.
Vigtigt at slutte så højt som muligt
Det er en fordel at slutte så højt som muligt, da det giver adgang til flest turneringer. Der vil formentlig komme en eller flere re-ranks i løbet af 2020 sæsonen, så de der har optjent flest point vil komme øverst i kategorien. Jo flere turneringer man kan spille i starten, desto større er muligheden dog for indtjening og en forbedring af placeringen i kategorien.
Et klaret cut giver et Challenge Tour kort
Klarer man cuttet, men slutter udenfor top-25, kan man få et Europa Tour kort i kategori 22, hvilket giver adgang til enkelte Europa Tour turneringer. Derudover får man et fuldt Challenge Tour kort i kategori 9.
Dem der misser cuttet kan også få et Challenge Tour kort. Det er dog i en lav kategori 16, som ikke giver adgang til så mange turneringer, så det er reelt ikke så brugbart.
Afgørelse ved lige scores
Efter finalerunden rangeres alle der klarede cuttet i de respektive kategorier efter deres placering i Final Stage. Flere vil have samme placering, så de rangeres som følger:
a. Bedst på de sidste 18 huller
b. Bedst på de sidste 36 hulller
c. Bedst i tredje eller fjerde runde på Lakes Course
d. Bedst på de sidste 72 huller
e. Bedst i første eller anden runde på Lakes Course
f. Bedst på de sidste 9, 6, 3, 2, 1 huller (10 – 18)
Dem der missede cuttet rangeres i kategori 15 på Challenge Touren, hvis de har samme score:
a. Bedst i tredje eller fjerde runde på Lakes Course
b. Bedst i tredje og fjerde runde lagt sammen
c. Bedst i første eller anden runde på Lakes Course
d. Bedst på de sidste 9, 6, 3, 2, 1 huller (10 – 18) i enten tredje eller fjerde runde på Lakes Course