Seniorkontingentet på Skjoldenæsholm er netop blevet sat markant ned med 1000 kr. og er nu nede på 6950 kr. Medlemskabet inkluderer frit spil på Skjoldenæsholms 36-hullers anlæg alle ugens dage og en aftale om gratis greenfee på 20 andre baner. Melder man sig allerede nu ind for sæsonen 2019, får man resten af året gratis. Faldet i pris på seniorkontingentet sker efter at klubben netop har sammenlagt og forenklet klubbens medlemskategorier. Det betyder en omgående upgrade til rigtig mange medlemmer.
– Vi vil gerne gøre noget godt for vores eksisterende medlemmer og samtidig tiltrække nye medlemmer til klubben. Samtidig havde vi efterhånden fået et stort katalog af forskellige medlemskabstyper, som både var svært at hitte rundt i og bøvlet at administrere. Det har vi nu ryddet op i, så det hele bliver lidt mere enkelt for alle parter at navigere rundt i. Samtidig forventer vi, at mere ensartede medlemstyper, hvor flere har samme rettigheder, vil gøre vores klubliv endnu mere dynamisk og harmonisk, siger Skjoldenæsholm Golfklubs formand, Rune Nørgaard.
Med fornyelsen vil mange medlemmer opleve, at de får mere for pengene end de før fik.
– Et medlemskab på Skjoldenæsholm betyder bl.a. at man kan spille gratis greenfee på 20 andre kvalitetsbaner. Den fordel giver vi nu til mange flere af vores medlemmer. Samtidig er Skjoldenæsholm et af de få anlæg i Danmark, som har 36 huller. En af de medlemskabstyper, som nu bliver sløjfet er “Old Course medlemskab”, hvor man tidligere kun havde ret til at spille den ene af vore to baner. Nu vil mange flere få adgang til at kunne spille begge baner, og det giver jo flere muligheder for variation og samtidig øger det jo chancerne for at kunne få netop dén starttid man gerne vil have, når man gerne vil spille golf, siger direktør for Skjoldenæsholm Golf, Peter Jespersen.