De bedste kvindelige amatører fra Kontinentaleuropa vandt endnu engang over Storbritannien og Irland i Vagliano Trophy og Junior Vagliano Trophy. Der var ingen danskere på holdene i år. Se højdepunkter i videon ovenfor.
Storbritannien og Irland har ikke vundet Vagliano Trophy siden 2005 (!), og de har aldrig vundet Junior Vagliano Trophy, som blev spillet første gang i 2011.
Lige inden singlerne i Vagliano Trophy
Fantastiske Royal Dornoch i det nordlige Skotland var vært i år, hvor stillingen var lige inden singlerne, hvor Storbritannien og Irland fik den bedste start.
Kontinentaleuropa var bedst fredag, men efter lørdagens Foursomes stod der 8 – 8. De otte singler var således afgørende og her kom Storbritannien og Irland foran 2½ – ½ efter de første tre singler, og bl.a. tabte verdensetteren Ingrid Lindblad fra Sverige til Aine Donegan.
Men Kontinentaleuropa vandt de sidste 5 singler for en sejr på 13½ – 10½-
Vagliano Trophy spilles hvert andet år, men dog ikke i 2021 pga. Covid-19 pandemien. Seneste dansker på holdet var Puk Lyng Thomsen i 2017, mens både Nicole Broch Estrup og Emily K Pedersen var på holdet i 2013.
Vagliano Trophy blev spillet første gang i 1931 som et opgør mellem Storbritannien og Irland mod Frankrig, og fra 1949 – 57 spillede Storbritannien og Irland også mod Belgien. Ulige opgør uden den helt store sportslige værdi, og siden 1959 har det været Storbritannien og Irland mod Kontinentaleuropa.
Nu har Kontinentaleuropa vundet de seneste otte gange i træk, selvom der helt frem til singlerne var spænding om resultatet i år.
9 – 9 i Junior Vagliano Trophy
Kontinentaleuropa vandt også Junior Vagliano Trophy for piger under 16 år, men det dog på reglen om, at de forsvarende mestre bevarer trofæet, hvis det ender uafgjort.
Storbritannien og Irland vandt fire af seks singler, så det sluttede 9 – 9. Det tætteste de nogensinde har været på en sejr, men Kontinentaleuropa har vundet alle otte udgaver siden 2011.
Storbritannien og Irland får en chance igen næste år, for mens Vagliano Trophy spillet hvert andet år, så er Junior Vagliano Trophy siden 2021 blevet spillet hver år. I lige år sammen med Jacques Léglise Trophy og i ulige år sammen med Vagliano Trophy.
Tre danskere har spillet Junior Vagliano Trophy med Emily K Pedersen i 2011, Amalie Leth-Nissen i 2019 og Johanna Axelsen i 2022.