Brooks Koepka fører US PGA Championship med to slag foran Adam Scott inden finalerunden på Bellerive CC, hvor Thorbjørn Olesen desværre faldt langt tilbage. Se højdepunkter i videoen ovenfor.
Da anden runde var færdigspillet lørdag var Thorbjørn nr. 37 i -2. Med to birdies og fem bogeys gik han tredje runde i +3, så han er nr. 71 i +1 inden finalerunden.
Thorbjørn begynder finalerunden kl. 15:05 dansk tid i selskab med Marc Leishman.
Koepka foran Scott, Rahm, Fowler og Woodland
Den dobbelte US Open vinder Brooks Koepka overtog føringen med tre birdies på de første 5 huller. Han kom foran med fem slag, men efter en runde i -4 fører han i -12 foran Adam Scott i -10. Adam Scott var dagens bedste med en runde i -5.
Gary Woodland, Jon Rahm og Rickie Fowler deler 3. pladsen i -9. Woodland førte de første dage, men gik tredje runde i +1 efter bl.a. en tredobbelt bogey på 10. hul. Her slog han fra en greenbunker til en anden og tilbage igen, men han kæmpede sig tilbage med to birdies på de resterende huller.
Tiger er to slag fra 2. pladsen og fire slag efter Koepka
Tiger Woods gik for-ni i -4, så han spillede sig frem til en 5. plads, og var blot to slag fra førstepladsen. På bag-ni lavede han ni pars, så han begynder finaledagen på en delt 6. plads i -8 sammen med Charl Schwartzel, Shane Lowry, Stewart Cink, Jason Day og den forsvarende mester Justin Thomas.
Francesco Molinari, Kevin Kisner og Julian Suri deler 12. pladsen i -7.
Dustin Johnson faldt tilbage
Med en runde i +2 faldt verdensetteren Dustin Johnson tilbage til en en 21 i -5, som han bl.a. deler med Ian Poulter og Justin Rose.
Jordan Spieth spillede for-ni i -4, men bag-ni i +3, så han er nr. 28 i -4. US PGA Championship er den eneste af de fire majors han mangler for at fuldende sin karriere Grand Slam.
Rory McIlroy og Tommy Fleetwood er nr. 45 i -2, mens Hideki Matsuyama er nr. 63 i par.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.