Kodai Ichihara vandt vandt den traditionsrige Dunlop Phoenix Tournament i Japan, hvor der som altid var en række internationale stjernespillere i feltet. Den dobbelt forsvarende mester Brooks Koepka blev nr. 12, og mister mister sin førsteplads på verdensranglisten.
Med en birdie på sidste hul for en finalerunde i -8 vandt Kodai Ichihara i -15 foran Mikumu Horikawa i -14. Horikawa gik finalerunden i -2 efter en bogey på sidste hul. Brendan Jones blev nr. 3 i -13.
Emiliano Grillo blev nr. 8 i -11 sammen med Shugo Imahira, som fører pengelisten på Japan Golf Tour, og i øvrigt er nr. 62 på verdensranglisten.
Koepka mister førstepladsen på verdensranglisten
Den dobbelt forsvarende mester Brooks Koepka, der vandt i 2016 og så igen i 2017, blev nr. 12 i -9. Han begyndte dagen på en delt 8. plads, og skulle have haft en todelt 11. plads for at bevare sin førsteplads på verdensranglisten, som nu igen overtages af Justin Rose.
Andrew Putnam blev nr. 17 i -7, Ryo Ishikawa nr. 24 i -6 og Hideki Matsuyama nr. 44 i -1.
Der blev spillet om 200 mio. Japanske Yen, svarende til omkring 11,6 mio. kroner, hvoraf vinderen Kodai Ichihara fik 40 mio. Japanske Yen, hvilket svarer til 2,3 mio. danske kroner.
Bjørn vandt i 1999 og 2003
Thomas Bjørn har vundet Dunlop Phoenix Tournament to gange i 1999 og 2003.
Brooks Koepka, Tiger Woods, Luke Donald, Tom Watson og Seve Ballesteros har også vundet turneringen to gange, mens Hideki Matsuyama, Edoardo Molinari, Ian Poulter, Padraig Harrington, David Duval, Lee Westwood og Ernie Els også er blandt de tidligere vindere.
Legendariske Masashi “Jumbo” Ozaki er den eneste, som har vundet turneringen tre gange i 1994, 1995 og 1996. Den nu 71-årige japaner vandt 94 turneringer på Japan Golf Tour og hele 114 professionelle turneringer i karrieren. Fra 1989 – 1998 tilbragte han næsten 200 uger i top-10 på verdensranglisten.