PGA Tour og en række spillere mindede og hyldede den nyligt afdøde basketball legende Kobe Bryant under Waste Management Open.
Kobe Bryant døde som 41-årig den 26. januar da den helikopter, han var passager i, styrtede ned nær Los Angeles. Hans 13-årige datter Gianna og syv andre døde også ved uheldet.
På det populære 16. hul under Waste Management Phoenix Open med tribuner hele vejen rundt, er der en tradition for, at mange spillere iklæder sig holdtrøjer fra deres favorithold eller andet. I år var der mange, som hyldede Kobe Bryant, heriblandt Justin Thomas og Tony Finau, som man kan se det i videoen ovenfor.
Justin Thomas bar en trøje lig den, som Kobe Bryant brugte på sit high school hold, Lower Merion, hvor han spillede med nr. 33 på trøjen. Tony Finau havde en LA Lakers træje med nr. 8.
8 og 24 på hulflag og som pindplacering
Under finalerunden brugte man også et særligt flag på greenen med tallet 8 på den ene side og 24 på den anden. De to trøjenumre, som Kobe Bryant primært er kendt for at spille i.
Man ændrede også den normale pindplacering om søndagen, så hullet var 24 fra forkanten og 8 fra venstre side.