Russell Knox vandt Travelers Championship på PGA Tour, hvor Jim Furyk som den første nogensinde gik en 58’er på PGA Tour.
Søren Kjeldsen fik fire runder, men ellers ikke den bedste optakt til OL i den kommende uge, da han gik finalerunden i +3 efter to birdies og fem bogeys. Han faldt 31 pladser tilbage i stillingen, så han sluttede på en 64. plads i -1.
En finalerunde i -2 var nok for Russell Knox til at vinde i -14 foran Jerry Kelly i -13, mens Justin Thomas og Patrick Rodgers delte 3. pladsen i -12.
Furyk gik en 58’er
46-årige Jim Furyk skrev historie, da han som den første nogensinde på PGA Tour gik en 58’er efter en eagle og ti birdies på par-70 banen TPC River Highlands.
Furyk klarede kun lige cuttet i turneringen, hvor han gik tredje runde i +2. Men i finalerunden var han helt suveræn, hvilket gav ham en delt 5. plads i -11. Den delte han med Robert Garrigus, Tyrone Van Aswegen og Daniel Berger. Berger førte med tre slag efter tredje runde, men skuffede med en runde i +4.
Det er den anden 58’er på en international tour gennem tiderne, da japanske Ryo Ihikawa gik en 58’er i finalerunden af The Crowns 2010 på Japan Golf Tour.
Furyk er også blandt de seks spillere, som har gået en 59’er på PGA Tour, hvilket han præsterede i anden runde af BMW Championship 2013. Det var også en runde i -12, da par var 71 på Conway Farms GC.
Knox vandt for anden gang på PGA Tour
Med sejren spillede Russell Knox fra Skotland sig ind i kampen om en plads på det europæiske Ryder Cup hold.
Det var hans anden sejr på PGA Tour, da han vandt WGC – HSBC Champions 2015, som også var tællende i 2015-16 sæsonen.