Selvfølgelig kan man spille golf i Grønland. Golf mellem klipperne over Nuuk, golf i ørkenen ved Kangerlussuaq, golf på isen ud for Uummannaq. Det er ikke golf, som man normalt kender det, men det gør det ikke mindre interessant. Tværtimod.
Sondie Arctic Desert Golf Club
Golfertarfimmut står der på skiltet. Det viser hen til Sondie Arctic Desert Golf Club. Klubhuset bærer tydeligt præg af vejr og vind. Ikke så underligt på et sted, hvor den arktiske vinter er streng – trods den globale opvarmning – og hvor man ikke går så højt op i æstetik. Faktisk er der så grønt i sommertiden, at banen her i Kangerlussuaq – Søndre Strømfjord – nærmere er en halvørken, end en egentlig ørken.
I receptionen på Kangerlussuaq Lufthavnshotel kan man ikke lige finde nøglen til klubhuset, men jeg skal bare henvende mig til Peter Tollerup, formand for golfklubben og chauffør på bybussen, som kører i fast rutefart mellem lufthavnen og byen. Bussen er lige kørt, men den er tilbage om 20 minutter.
I mellemtiden spørger jeg til udflugter i omegnen. En venlig dame i turistshoppen beklager, at det er for sent på året til hundeslædeture, men hun kan tilbyde en tredagestur på snescooter på indlandsisen til den nedlagte amerikanske radarstation DYII, og så er der jo trofæjagt på rensdyr, moskusokse og småvildt. Desværre har jeg hverken tid eller jagttegn og nøjes med at booke en halvdagstur til indlandsisen.
Busstoppestedet er lige bag ved hotellet, og som lovet dukker bussen og Peter Tollerup op efter 20 minutter. Peter har været i Søndre Strøm i 39 år. Han var med til at lave golfbanen tilbage i 1983.
”Det var to svenske helikopterpiloter, der tog initiativet. Vi var så en 30 stykker, der anlagde banen. Hårdt arbejde, sat’me! Det tog en hel weekend. Men til gengæld er der ikke alt det med at skulle passe banen. Folk skal bare huske at feje green efter brug.”
Normalt er der ingen problemer med at få nøglen til klubhuset i hotellets reception. Der er køller, bolde og måtte, som man skal tage med rundt og slå fra. Greenfee er 50 kr. Det er omtrent det eneste der er billigt i Kangerlussuaq.
Peter fortæller om prisniveauet på fødevarer, men jeg kigger alligevel en ekstra gang, da jeg ser prisskiltet på en liter yoghurt i supermarkedet: 38, 95 kr.!
I turistshoppen køber jeg myggespray til 99 kr. for en lille flaske og bemærker stilfærdigt, at jeg næsten ville kun få tre liter yoghurt i supermarkedet til den pris. Butiksassistentens reaktion overrasker:
”Det må jeg sige, yoghurt til spotpris, den koster da ellers normalt 55 kr. literen!”
Alt skal flyves ind til Kangerlussuaq, der ligger for enden af den 160 kilometerlange Søndre Strømfjord, så alle fødevarer er dyre, især mælkeprodukter.
Peter forklarer klubbens navn. ”Amerikanerne kunne ikke sige Søndre, det lød mere som ’sondie’, så vi endte med at kalde banen for Sondie Arctic Desert Golf Club. På internettet finder man den ofte under Sondre eller Sonder Arctic Desert Golf Club – men det er faktisk ikke korrekt.”
Peter vil godt spille et par huller, men først efter aftensmaden.
Turen til indlandsisen er en eftermiddagstur, der varer fem timer. Der køres fem-seks kilometer af en meget hullet og bakket grusvej til Sugar Loaf. Amerikanerne, der havde base i Sondre Strom under Anden Verdenskrig og den Kolde Krig, byggede vejen ud til Sugar Loaf, hvor de havde en radiostation.
Herefter følger endnu 25 kilometer vej, som Folkevognsfabrikkerne opførte i 1999-2000 for kunne teste nye biltyper i al hemmelighed omkring 100 kilometer inde på indlandsisen.
Speedometernålen når sjældent over 20, og alligevel hopper vi passagerer ofte op og ned i sæderne. ”Fasten your seatbelts”, lyder det fra guiden, som er en vittig hund. Da vi når forbi nogle små smeltevandssøer, hvor der vokser lange rislignende græsser, kan han ikke dy sig: ”Her eksperimenterer vi med dyrkning af ris. Og med den globale opvarmning regner vi med at introducere en konkurrent til parboiled ris: polarboiled ris!” Guiden speaker på både dansk og engelsk. Branderen virker bedst på de danske turister.
Efter halvanden times kørsel ser vi Russel-gletsjeren i det fjerne. Og på en fjeldside en moskusokse. Den er helt firkantet, og med sin lange, brune pels falder den i ét med landskabet. Hvis ikke den langsomt flyttede på sig, ville man tro det var en stor sten.
Efter to timers køretur dukker indlandsisen op. Det sidste stykke af vejen op til iskanten er forsvundet de senere år. Gennemsnitstemperaturen i Kangerlussuaq var minus 37 for tyve år siden, minus 25 for 10 år siden, og sidste vinter var den steget til minus 11,7. Man er i gang med at etablere en ny vej gennem morænen. Nu må man gå forbi en rendegraver og en bulldozer, som holder fri i dag.
Indlandsisen er et højst kuperet landskab af knudret is, som har et gråligt skær pga. det fine sand, som isen har malet ud af grundfjeldet. Først 20-25 kilometer længere inde bliver isen flad som en pandekage. VW holdt op med at testkøre i 2006, da det blev for besværligt at fragte biler på slæde ud til testbanen og for dyrt at flyve dem ind. Samtidigt blev banen langsomt ubrugelig som følge af isens såkaldt plastiske bevægelser.
Guiden kan fortælle, at der er 600 kilometer øst over til Kulusuk. Og på det bredeste sted er indlandsisen 1300 kilometer bred. Fra nord til syd er der 2500 kilometer. Som fra Oslo til Tunis.
Cafeteriaet er ved at lukke, da vi når tilbage til lufthavnen, men man kan lige nå at bestille dagens ret, moskusokseburger.
Golfklubbens formand henter mig i sin Golden Eagle pickup med 8 cylindre og en stor gylden ørn på motorhjelmen. Det er ikke usandsynligt, at han har købt det maskuline køretøj fra ny, da han kom til byen for 39 år siden. ”Rul lige vinduet ned og stik hånden ud,” siger han, da vi ankommer til klubhuset et par kilometer øst for lufthavnen. ”Håndtaget virker bedst udefra.”
Peter henter køller og gule bolde i det vejrbidte klubhus. ”De er lettere at finde i roughen.” Vi går forbi driving rangen, som også er fairway for 10. hul. Små hvide pinde midt i fairway angiver længde fra teestedet, de gule pinde i højre og venstre markerer, hvor fairwayen går fra og til. Lander man i en busk eller blomster, som fx den smukke, lyserøde arktiske alperose, skal man genplacere bolden ét kølleslag bag planten, såfremt bolden er på fairway. Ligger man i floraen uden for fairway, skal man genplacere på samme måde, men med ét strafslag.
”Det her er en ægte naturbane som de oprindelige linksbaner i Skotland! Vi respekterer naturen – og desuden undgår vi at skulle betale en greenkeeper,” griner formanden for Arctic Desert Golf Club. ”Med en greenfeepris på bare 50 kroner og leje af køller på andre 50 kroner, og med omkring 80 medlemmer, der blot betaler 700 kroner det første år og 400 de følgende år, har vi heller ikke råd til at passe og pleje banen. Alle indtægter går til flag og måtter og bolde til driving rangen.”
Vi får ikke spillet alle 18 huller, selv om der i juni måned med blot 70 kilometer til Polarcirklen er lys nok til at spille alle døgnets timer, men det er blevet sent, og i morgen er der atter en arbejdsdag.
Der slås ud fra gummimåtter på teestedet. Peter trækker den i venstre og lander på vejen, der går til Sugar Loaf. Der er ikke out of bounds, så formanden fisker en lille måtte frem, lægger den ned på vejen, og placerer bolden ovenpå.
En bil med en lang støvfane efter sig nærmer sig fra sydvest, men Peter får slået sit andetslag i god tid, inden den kører forbi.
Vi ligger nu begge lige uden for green – eller skulle man sige ”grey”?
Greenen defineres som to omgange rundt om flaget med den store grønne måtte, der ligger bag hver green, og som man fejer greenen med efter brug – og også gerne før indspil, hvis den foregående spiller har haft lidt for travlt.
”Forleden bandede jeg over, at greens ikke var fejet,” fortæller Peter, ”lige indtil det gik op for mig, at fodsporene i sandet var mine egene – fra den hurtige runde jeg havde spillet dagen før. Pinligt!”
Jeg har et put for par på 9. En formalitet. En god halv meter. Læser alligevel puttelinjen. Og misser. Læren er at man skal slå den langt hårdere end på en normal græsgreen.
Sidenhen går det bedre og bedre. Man lærer at putte og slå fra måtten, og man lærer at flyve bolden hele vejen til green. Man får ikke meget rul på, når man spiller Sondie Arctic Desert Golf Club.
Det er ikke som at spille på græs, langt fra, men det er en oplevelse, man ikke må snyde sig for, når man mellemlander i Kangerlussuaq. Faktisk bør man sørge for en overnatning i byen, når man skal til Grønland, så man kan nyde den enestående natur. Hotellet er ikke helt billigt, men en gang ørkengolf ødelægger ikke budgettet. Og så er det både udfordrende og sjovt, ikke mindst hvis man får fornøjelsen af at gå en runde med klubbens sympatiske formand.
Golf på grønlandsk – det er golf mellem klipper og i ørken. Og golf på is, ikke at forglemme. Verdensmesterskaberne i isgolf, som siden 2001 er blevet afholdt i Uummannaq, såfremt vejret tillader det, tiltrækker golfere fra hele verden. At dømme efter billeder og videooptagelser fra tidligere mesterskaber er det givetvis en stor oplevelse – som klippe- og ørkengolf er det. Undertegnede dækker i hvert fald gerne begivenheden næste gang den finder sted!
Tekst: Kim Boje. Fotos: Peter Tollerup & Kim Boje.
Revideret rejseartikel fra 2010.
Sondie Arctic Desert Golf Club,
www.pmfgolfguide.com/denmark/greenland/sondie_arctic_desert_golf_club.htm
