Selvfølgelig kan man spille golf i Grønland. Golf mellem klipperne over Nuuk, golf i ørkenen ved Kangerlussuaq, golf på isen ud for Uummannaq. Det er ikke golf, som man normalt kender det, men det gør det ikke mindre interessant. Tværtimod.
Nuuk Golf Klub
”Hvad er dit handicap?”
”Jeg er halvt dansker!”, svarer min medspiller og bryder sammen af grin.
Scenen er sat. Vi teer af til en sjov og charmerende omgang arktisk golf i Nuuk.
”Nogle gange siger jeg også, at jeg er halvt grønlænder”, supplerer golferen undskyldende, inden han går en wedge-afstand ud i det klippefyldte landskab og agerer forecaddie.
Uden hjælp fra en lokalkendt er det meget vanskeligt at komme rundt på de ni huller. Alternativt skal man bevæbne sig med mange bolde, for de ni huller har mange blinde slag.
Forecaddien har en imponerende evne til følge bolden, når den er kommet ud af ret kurs og lystigt danser hen over klipperne og lægger sig i roughens lyng og mosser. Selv om der ingen træer og buske findes på banen – som i Nuuk i det hele taget – så er det en stor udfordring at give sig i kast med de ni huller.
Første slag på andet hul er blindt, så man skal sigte efter en lille gul pind, der er plantet på fjeldet, man skal over. Indspil til green er også blindt, så man skiftes til at hjælpe hinanden rundt ved at gå i forvejen for at lokalisere boldene.
Efter et acceptabelt teeslag, der finder grøn fairway, er andet slag mindre godt og havner i en lille smeltevandssø, der ligger højre for greenen. Første hul – et par-tre med sø og klipper i spil – betød en bogey. Og her kommer så én til.
Omgivelserne er dog så betagende, at man ikke bekymrer sig så meget om en eventuel dårlig score. Banen ligger umanerlig smukt neden for Nuuk Lufthavn med udsigt mod øst til Store Malene, et flot fjeld, spættet af sne, og mod nord til majestætiske Sermitsiaq, vartegnet for den grønlandske hovedstad. Desuden er der udsigt til Godthåbsfjorden, til fiskerihavnen og fjordene.
Teeslaget på 3. er igen blindt, men vores stedkendte golfer, der ud over at være en morsom mand, også er en hjælpsom mand, fortæller præcist, hvor man skal sigte. Det er et par-3 hul. Der er i alt fire par-3 huller og kun ét par-5 hul på de ni huller, men banen er også klemt inde på et område, hvor et klippemassiv dominerer banens midte, så det er ikke så mærkeligt, at den kun er på 4218 meter i alt fra gul tee.
”De unge foretrækker stadig at lege med en større bold”, fortæller min medspiller. ”Golf er ikke vores nationalsport. Men det kommer måske med klimaforandringerne!”
Fjerde er igen et par-3 hul på blot 138 meter for herrer, men op ad bakke og nordenvinden er imod. Nordenvind betyder som regel godt vejr, og det er også tilfældet i dag, hvor der er sol og små 10 grader. De første myg er dukket op, og snart får de følgeskab af små fluer, også kaldet knot. Insekterne skal være højst ubehagelige, så man forstår pludseligt bedre etymologien bag udtrykket ”blive knotten”. Søndenvind bringer normalt dårligt vejr – måske er det af symbolsk betydning for grønlænderne, som ikke altid har fået noget positivt ud af påvirkningen fra syd…
”Vil du ha’ et glansbillede af kolonitiden, så besøg Kolonihavnen og den historiske bydel i Nuuk,” foreslår min makker og klasker endnu en flue.
Vi hanker op i bag’en og klatrer op gennem fjeldet til et højtliggende teested. Femte er et kort par-4 hul på 255 meter. Greens er små og ofte beskyttet af vand eller klipper, så det er halsløs gerning at tage driveren frem, især i modvinden. En flad 6’er er det klogeste, hvis man vil være ”grøn”, som er udtrykket for at lande på den sparsomme fairway. Femte deler fairway med sjette hul, så man skal være opmærksom på de andre bolde. Godthåbsfjorden ligger blå og blank bag greenen, og der er – som de fleste steder på banen – frit udsyn til Sermitsiaq, det smukke fjeld på 1210 meter, som er populært udflugtsmål for turister, der har råd til at betale 1800 kroner for en helikopter derop. Men så lander man også på toppen og får, iflg. brochuren fra Nuuk Tourism, både en spektakulær udsigt og kaffe og petits fours.
Fairways er ikke så tætklippede som i Danmark, men bare man er ”grøn” og undgår klipperne, er man glad. Greens er som danske vintergreens, noget ujævne og langhårede, men til gengæld overvejende flade.
Flagpindene er ikke meget over 1,20 meter høje. Når det blæser kraftigt, er strækningen nord-syd som en vindtunnel og almindelige flag blæser væk.
På sjette er der vind i ryggen, så der skal ikke store køller ud af bag’en for at nå de 308 meter i to. Som på alle de andre huller, kan man let blive distraheret af den storslåede natur. Lille og Store Malene på henholdsvis 441 og 760 meter udgør det smukke bagtæppe øst for greenen, som vi alle lander kort af. Man skal for enhver pris undgå at være lang af greenen, og da det samtidigt er svært at bedømme afstand i vinden, kommer der let bogeys på kortet.
Syvende er blot 225 meter, men man lærer hurtigt at være forsigtig med de korte par-4 huller, og vi slår alle beherskede jernslag fra tee. Vores golfguide giver igen uvurderlige oplysninger om retning, men denne golfer overser en næsten udtørret smeltevandssø og får et svært indspil fra det fugtige leje. Bogey.
Vi går op mellem klipperne og finder teestedet, her som på de andre huller, en måtte, hvor det er svært at få tee’en ned. Umiddelbart ser de 83 meter til flaget ud som a piece of cake, men der en lille sø foran greenen, som har et højt plateau fortil og et lavt plateau bagtil, og så er der out of bounds lige bag greenen. En stille pitching wedge flyver for langt. Out! Så en hård sand wedge – også for langt! Endelig en normal sand wedge, som omsider finder greenen, men den bagerste del af den. En rød Dash flyvemaskine lander i baggrunden, mens jeg med to puts lander en 7’er…
Sidste hul, niende. 475 meter par-5 ind i vinden, smal fairway, masser af klipper, out i venstre – banens sværeste hul. Finder klipper i tredjeslaget og må droppe i roughen. En lokal regel siger heldigvis, at man må placere bolden, som ellers meget let ville synke til bunds i lyng og mos. Min tredje medspiller, en ålborgenser der er i Nuuk for at syne skibe, slår fra roughen og lander i en lille bæk, der risler og klukker symbolsk højre om fairway. Nogle ravne dukker op over kløften, der adskiller golfbanen fra universitetet, en arkitektonisk perle fra 2009, hvis bygninger i skarpe romber beklædt med sølvgrå træplader føjer sig smukt ind i det stenede landskab. Ravnene skriger ildevarslende op som en kommentar til spillet, der er faldet helt sammen på de sidste to huller.
I det lille, hvide klubhus, som rummer pro-shop og en virtuel golfbane, hvor klubbens 80 aktive medlemmer holder formen ved lige om vinteren, dukker greenkeeperen Børge op. Han er færdig med at trimme greens og fortæller, at han lige har set en havørn blive jaget på flugt af en flok ravne, der vil beskytte deres reder. Både fauna og flora, der blomstrer hvidt og gult mellem klipperne, har travlt i den korte arktiske sommer.
Golfspillerne har også travlt, men det er med at forklare, eller rettere bortforklare, da der tælles points op. Ålborgenseren fortæller, at han havde mere succes i weekenden, da han var på kombineret jagt- og fisketur og fik både rødfisk og en sæl med hjem.
Vores golfguide nikker. ”Dagen er lang endnu. Der er masser af tid til en tur på fjorden. Uheld i spil giver held i fiskeriet, som man siger. Vi ses på fjorden!”
Klokken er 19.30. Solen står stadig højt på den blå himmel, og Godthåbsfjorden blinker lokkende i det fjerne. Det er ikke et let valg: fiskeri med sikker succes – eller en runde golf mere?
”Eller hvad med at spise aftensmaden på Nipisat?” foreslår sekretæren i pro-shoppen.
Hun viser menuen på computerskærmen. Pocheret torsk med friske radiser og fennikel og skalrejer og beurre blanc. Derefter skaldyrsbisque med røgede kammuslinger og crudité af squash. Så følger grønlandsk lam – ryg og filet – med majroe og selleripuré. Hovedretten er rensdyrfilet krydret med kroen fra en rype, inkl. en karbonade af moskusokse med paprika og mozzarella serveret med en ratatouille vendt i perlebyg, samt rødvinssauce. Til sidst en chokoladetærte af orangechokolade, anrettet med sprød karamel og blåbær, hertil vaniljeparfait og blåbærsorbet.
Overdådigt! Men vejret er for godt. Vi vælger fjorden og fiskeriet, og ser pukkelhvaler ved samme lejlighed. Nipisat må vente til i morgen.
Golf og fisk og godt selskab – Nuuk er rejsen værd.
Tekst og fotos: Kim Boje
Revideret rejseartikel fra 2010.
