Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen vandt ISPS HANDA World Cup of Golf. En forrygende sejr der har været med til at udvikle venskabet mellem de to danskere.
– Det har været en helt utrolig uge. Jeg har nydt det så meget, sagde Kjeldsen efter sejren og fortsatte:
– Jeg har nydt kammeratskabet med Thorbjørn. Jeg har været så imponeret over hans spil og attitude. Vi har haft det godt sammen, og det tror jeg afspejler sig i resultatet.
– Vi var begge i god form inden turneringen, og vi svingede så godt sammen. Vores venskab er vokset, hvilket vist også er hele formålet med World Cup of Golf.
Turneringen blev spillet første gang i 1953 under navnet Canada Cup. Det var canadieren John Hopkins som stiftede turneringen, da han mente den kunne skabe international goodwill og venskaber for både spillere og fans. Siden 1967 har turneringen heddet World Cup.
– Har aldrig prøvet denne holdfølelse
Søren Kjeldsen deltog ved World Cup for sjette gang. Han har også deltaget i Seve Trophy og EurAsia Cup, men aldrig tidligere har han haft den samme følelse:
– Når man spiller med en fyr som ham her på bag-ni om søndagen, så føler man det som om, at man ville dø for ham. Det er anderledes og virkelig interessant. Jeg begynder at forstå, hvordan et hold står sammen, når man spiller godt. Jeg har aldrig oplevet det før denne uge. Jeg har virkelig nydt det, og den følelse er virkelig fantastisk, sagde Kjeldsen.
Thorbjørn: – Viste stor mental styrke
Inden finalerunden førte danskerne med fire slag, men inden de sidste 9 huller var føringen kun på ét slag:
– Det var hårdt, men Søren og jeg har været gode i denne uge med stor mental styrke. Vi har været virkelig, virkelig gode til at bevare roen og spille vores eget spil. Og vi har begge spillet godt, sagde Thorbjørn og fortsatte:
– Jeg var ikke alt for nervøs på bag-ni. Jeg følte, at vi måtte begynde at lave nogle birdies, og de kom på det rette tidspunkt.
De to danskeres spillestil er meget forskellig, hvilket Thorbjørn ser som en fordel:
– Vi spiller forskelligt, men jeg tror faktisk, at det er rigtig godt, for så taler man ikke så meget om hinandens slag. Vi spillede bare vores eget spil, hvilket jeg tror var en fordel, sagde Thorbjørn.
Stor ros til Melbourne og banen
Under præmieoverrækkelsen kom Søren Kjeldsen med den sædvanlige ros til sponsorerne, banen og landet.
Det lød dog meget dybfølt, og hvis man har haft fornøjelsen af at være i Melbourne og på Kingston Heath Golf Club, så tror man på det. Det er et dejligt sted, og banen er én af de absolut bedste i hele verden.
Der blev spillet om en præmiesum på $ 8 mio., hvoraf de to danskere fik 9 mio. danske kroner hver.