Med de første turneringsslag i to måneder missede Søren Kjeldsen cuttet i sidste uges Open de España, og han havde ikke de vilde forventninger til indsatsen i Trophee Hassan II på European Tour. Så man kan vel sige, forventningerne blev indfriet.
Kjeldsen er færdig efter to dage og runder på 73 og 79 slag. Cutgrænsen var indenfor rækkevidde efter førstedagen, men en tung start med tre bogeys og en dobbeltbogey på de første fem huller satte fortsat deltagelse uden for rækkevidde. Kjeldsen var dog fortrøstningsfuld, da vi mødte ham efter runden.
– Det var som jeg forventede, og passer godt til mit niveau lige nu efter pausen. Jeg skal have mere golf i kroppen, før jeg kan stabilisere mit spil, fortæller den stoute jyde, der også havde kommentarer til den store omlægning af greens, banen har været igennem.
– De er blevet lidt for voldsomme. Det nytter ikke, at man må korte nogle huller på den fremragende bane, fordi greens er blevet for vilde. Men de er flotte og ruller godt, og hvis de lige tager det lidt ned igen, så bliver det rigtig godt.
Kjeldsen har nu tre uger til at tune formen, før han spiller igen ved Rocco Forte Open på Sicilien.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte fra Trophee Hassan II, hvor alle fem danskere dog desværre missede cuttet. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.