Søren Kjeldsen vandt 4&3 over Emiliano Grillo i anden runde, og da Gary Woodland har trukket sig, er Kjeldsen sikker på at vinde sin pulje i WGC – Dell Technologies Match Play.
Efter den flotte sejr over Rory McIlroy i den første puljematch skulle Søren Kjeldsen møde Emiliano Grillo i den anden match. Grillo tabte til Gary Woodland i første runde.
Kjeldsen tabte de to første huller, men stillingen var lige efter 4 huller. De var også lige efter for-ni, inden Kjeldsen vandt 4 huller i træk fra 10. hul for at komme 4 op. Grillo vandt 14. hul, men en par på 15. var nok til at give Kjeldsen en overbevisende sejr på 4&3.
På scorekortet er Kjeldsen noteret for fem birdies og tre bogeys. Da der spilles hulspil, er scorekortene dog ikke helt retvisende, da der gives nogle putts undervejs, som ikke nødvendigvis var gået i.
Woodland har trukket sig af personlige årsager
I den anden puljematch skulle Rory McIlroy have spillet mod Gary Woodland. Inden starten trak Woodland sig fra turneringen af personlige familiemæssige årsager, så McIlroy vandt uden kamp.
Kjeldsen vinder fredagens match uden kamp, så han får en hviledag. Ikke uheldigt for Kjeldsen, da fredagens matcher ellers ville have været afgørende for, hvem der ville vinde puljen.
Kjeldsens modstander i 1/8-finalen
Som vinder af pulje 2 skal Kjeldsen spille mod vinderen af pulje 15 lørdag formiddag lokal tid.
William McGirt fører pulje 15 med 2 point foran Branden Grace og Brandt Snedeker med 1 point, mens Andy Sullivan har 0 point. McGirt, Grace og Snedeker kan nå at vinde puljen, da Sullivan møder McGirt i den sidste match.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.
WGC – Dell Technologies Match Play, leaderboard