Søren Kjeldsen var foran inden sidste hul, men delte sin match mod Rafa Cabrera Bello i tredje runde af WGC – Dell Match Play.
Kjeldsen tabte først til Kevin Kisner og dernæst til Hideki Matsuyama. Dermed kunne Kjeldsen ikke gå videre fra puljen, men pengepræmier gives efter antal point, så matchen var ikke ligegyldig. Heller ikke for Cabrera Bello, der vandt de første to matcher, og kunne sikre sig puljesejren.
Med en birdie på 1. hul kom Kjeldsen 1 op, og det var første gang i denne WGC turnering, at han var foran i en match.
Føringen holdt indtil 5. hul, og Kjeldsen kom foran igen på 7. hul.
Cabrera Bello udlignede med en birdie på 10. hul, og kom foran med endnu en birdie på 12. hul. Allerede efter 13. hul var stillingen dog lige igen, da Kjeldsen vandt hullet med en birdie.
Efter endnu en birdie på 15. hul kom Kjeldsen 1 op, og det var han også inden 18. hul.
328 meter drive på sidste hul af Cabrera Bello
Med et 328 meter langt drive nåede Cabrera Bello greenen i ét slag på sidste hul. Derfra to-puttede han for birdie, og matchen blev delt.
Med det halve point undgik Cabrera Bello et omspil, og vandt puljen med 2½ point. Hideki Matsuyama vandt sin match 3 & 2 over Kevin Kisner, så Matsuyama blev nr. 2 med 2 point, Kisner nr. 3 med 1 point og Kjeldsen nr. 4 med ½ point.
Tidligere på aftenen vandt Thorbjørn Olesen 2 & 1 over Smylie Kaufman.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte hver aften. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.
WGC – Dell Match Play, leaderboard