Patton Kizzire vandt Sony Open in Hawaii, hvilket var hans anden sejr i denne sæson, efter et langt omspil mod James Hahn. Lørdag skabte en falsk alarm om et missilangreb frygt og panik!
Inden finalerunden førte Tom Hoge i -16 foran Patton Kizzire og Brian Harman i -15.
Med en finalerunde i -2 sluttede Patton Kizzire i -17 sammen med James Hahn, som gik dagens bedste runde i -8. De to var i omspil, som først blev afgjort på sjette omspilshul, hvor Kizzire vandt med en par.
Tom Hoge blev nr. 3 i -16 efter bl.a. en dobbeltbogey på 16. hul, mens Webb Simpson, Brian Stuard og Brian Harman delte 4. pladsen i -15.
Den forsvarende mester Justin Thomas blev nr. 14 i -12, mens Jordan Spieth blev nr. 18 i -11.
Kizzires anden sejr i denne sæson
Det var 31-årige Patton Kizzires anden PGA Tour sejr i karrieren, og begge har været i denne sæson, da han vandt OHL Classic at Mayakoba i november.
Falsk misilalarm skabte panik – men ikke hos Justin Thomas
Lørdag morgen kom de lokale myndigheder ved en fejl til at udsende en alarm om at der var et missil på vej mod Hawaii! Alarmen blev sendt til de fleste mobiltelefoner.
Det skabte forståeligt nok frygt og panik for alle i området, som gemte sig hvor de kunne. Dog ikke Justin Thomas, der ikke fik den oprindelige besked, men han blev advaret af kollegaen Tom Lovelady.
Efter tredje runde sagde Justin Thomas, at hans første tanke var, at der ikke var noget han kunne gøre. Så han satte sig på sofaen og så tv og lyttede til musik! Og heldigvis var det kun en falsk alarm…
De to beskeder med alarmen til venstre og rettelsen til højre ses nedenfor: