Kipp Popert og Ryanne Jackson vandt US Adaptive Open, hvor Rasmus Skov Løt var med på Pinehurst Resort No. 6 i North Carolina. Deltagerne blev udfordret på en svær bane, men der blev spillet god golf og 22 af de 96 spillere i feltet har + HCP. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
Det var den anden udgave af US Adaptive Open, for golfspillere med et fysisk eller mentalt handicap. Der blev kåret en overordnet vinder i dame- og herrerækken, men derudover er spillerne også inddelt i rækker efter handicap med USGA medaljer til alle række-vindere.
Kipp Popert vandt hos herrerne
Rasmus Skov Løt, der er født uden højre underarm, var i rækken Arm Impairment, og han spiller rigtig god golf med et HCP omkring 2. Det gik dog ikke helt som han havde håbet, da han overordnet blev nr. 31 i +25, mens han blev nr. 6 i rækken Arm Impairment. Men han har utvivlsomt fået en stor oplevelse og værdifuld erfaring til kommende turneringer.
Inden finalerunden førte Kipp Popert i -5 foran Conor Stone i -4 og den forsvarende mester Simon Lee i -3.
Føringen skiftede undervejs og Kipp Popert lavede bogey på 17. og dobbeltbogey på 18. efter en tur i vandet, men en runde i +3 var lige nok til at vinde i -2 foran Simon Lee og Conor Stone i -1. Simon Lee havde et to-meter putt på sidste hul for at komme i omspil, men han missede.
Verdensetteren Kipp Popert, der har HCP +3,7, har været suveræn på den europæiske G4D Tour, hvor han har vundet 6 af 13 turneringer og senest G4D Tour @ Betfred British Masters.
US Adaptive Open Championship – herrer overordnet, resultat
– rækker – flights efter handicap
Ryanne Jackson vandt kvinderækken
Hos kvinderne havde Ryanne Jackson føringen i +7 foran den forsvarende mester Kim Moore i +10 inden finalerunden.
Med en runde i +2 kørte Ryanne Jackson sejren hjem og vandt i +9 foran Kim Moore i +14 og Bailey Bish i +30.
US Adaptive Open Championship – kvinder overordnet, resultat
– rækker – flights efter handicap
Den anden udgave af US Adaptive Open
Turneringen er åben for både amatører og professionelle, som Rasmus Skov Løt. De 96 deltagere spiller fra 5 forskellige teesteder og deres spilles tre 18 hullers runder uden cut.
US Adaptive Open 2022 blev også spillet på Pinehurst No. 6, og her vandt Simon Lee og Kim Moore.
I maj kom der også en europæisk paragolf major da Brendan Lawlor vandt den første udgave af The G4D Open foran Kipp Popert. Har var Rasmus Skov Løt og Casper Holst-Christensen blandt deltagerne på Woburn i England.
Pinehurst No. 6 åbnede i 1979 og er designet af Tom Fazio og hans onkel George. Angiveligt en meget god og udfordrende bane, men mere spilbar for end den legendariske Pinehurst No. 2 der flere gange har været vært for bl.a. US Open og også skal være vært for US Open 2024.
LPGA Q-Series 2019, som Muni He vandt, blev spillet på Pinehurst Resort No. 6 og No. 9. Der er ni baner på Pinehurst.