For tredje år i træk vandt Kipp Popert G4D Tour @ BMW PGA Championship. Hans tredje sejr i år og den 12. i tre år på G4D Tour.
G4D Tour er for golfspillere med et handicap. Både amatører og professionelle kan være med, men det er elitegolf på et meget højt niveau.
Efter den første af to runder på Wentworth West Course delte Kipp Popert og Brendan Lawlor føringen i -2. De var lige i -3 efter for-ni af finalerunden, men så trak Kipp Popert fra med tre birdies i træk fra 14. hul for en runde i -4, mens Brendan Lawlor spillede bag-ni i +1 for en runde i par.
26-årige Kipp Popert vandt i -6 foran og 27-årige Brendan Lawlor i -2. Mens Kipp Popert som nævnt har vundet 12 gange på G4D Tour, så har Brendan Lawlor en enkelt sejr i The G4D Open 2023 og nu syv 2. pladser.
Kipp Popert er født med en form for cerebral parase kaldet spastisk diplegi, mens Brendan Lawlor har det sjældne Ellis–van Creveld syndrom, der er karakteriseret ved, at han ikke er så høj og har korte lemmer.
Mike Browne og Lachlan Wood delte 3. pladsen i +4.
Ni turneringer i år med forskellige formater
Siden 2019 har DP World Tour arrangeret turneringer i samarbejde med EDGA, og i 2022 blev samarbejdet udvidet med G4D Tour navnet og syv turneringer. Der var ni turneringer i 2023 og også ni turneringer i år.
I de første to sæsoner af G4D Tour var alle turneringerne brutto uden hcp. I år har der også været netto-turneringer, så man har åbnet op for, at personer med flere forskellige handicaps kan deltage, da ikke alle kan spille sig ned omkring golf-hcp. 0. Der har også været en holdturnering med seks landshold i år.