Finske Kim Kouvi vandt Vierumäki Finnish Challenge på Challenge Touren, hvor Joachim B Hansen blev bedste dansker.
Efter første runde i par og anden runde i -3 gik Joachim B Hansen de to finalerunder i -5, hvilket gav ham en 12. plads i -13, mens Jeppe Pape Huldahl blev nr. 40 i -7 efter en finalerunde i -3.
Der var seks danskere i feltet, men Morten Ørum Madsen, Rasmus Hjelm, Daniel Løkke og Victor Gebhard Østerby missede cuttet.
Koivu vandt sin anden sejr efter omspil
Finske Kim Koivu, der i april vandt Belt & Road Colorful Yunnan Golf Open foran Joachim B Hansen, og skotske Robert MacIntyre delte føringen i -15 inden finalerunden.
Begge var de rundt i -6, så i samlet -21 skulle de to i omspil om sejren. Et omspil som Kim Koivu vandt med en birdie på første omspilshul, så med to sejre i sæsonen er han nu helt sikker på en plads i top-15 og et Europa Tour kort for den kommende sæson. Vinder han en tredje, får han et Europa Tour kort for resten af denne og hele næste sæson.
Mathieu Fenasse blev nr. 3 i -17 foran Antti Ahokas i -16.
James Adams, Ben Parker, Kalle Smooja, Oliver Wilson og Tom Murray delte 5. pladsen i -15.
Et godt år for finsk golf
Der var således tre finske spillere i top-5, og den forholdsvis lille golfnation har gang i et godt år. Mikki Korhonen vandt Shot Clock Masters på Europa Touren, mens herrelandsholdet vandt guld ved EM for amatører.