Efter en dramatisk afslutning og tre hullers omspil vandt Justin Thomas US PGA Championship 2022 på Southern Hills. Nicolai Højgaard missede cuttet, og Tiger trak sig efter tredje runde.
21-årige Nicolai Højgaard, der var eneste dansker i feltet, missede cuttet efter runder i +8 og +5. I samlet +13 var han 9 slag fra top-70 og lige, der klarede cuttet i US PGA Championship.
Phil Mickelson vandt på Kiawah Island sidste år, men forsvarede ikke sin titel, da han trak sig efter megen virak.
Pereira tabte på 18. – Justin Thomas vandt efter omspil
Inden finalerunden havde Mito Pereira føringen i -9 foran Matthew Fitzpatrick og Will Zalatoris i -6.
Selvom Pereira førte med tre slag, så blev det dog hurtigt meget spændende med en række spillere der spillede med om sejren. Pereira var +3 for runden efter 12 og 14 huller, men inden de to sidste huller førte han med ét slag. Mod slutningen lignede det et omspil, men de fleste troede nok, at Mito Pereira kom med i det omspil, men sådan gik det ikke.
På 17. hul hang Mito Pereiras bold nærmest over hullet for en birdie, men han måtte nøjes med en par. Med en føring på ét slag slog Mito Pereira i en å med driveren på 18. hul. Det endte med en dobbeltbogey for en runde i +5 og en samlet score i -4.
Justin Thomas med en runde i -3 og Will Zalatoris med +1 var pludselig bedst i -5, og skulle dermed i omspil om sejren. I US PGA Championship spilles et tre hullers omspil, og med to birdies og en par vandt Justin Thomas omspillet i -2 mod Will Zalatoris med -1.
Præmiesummen var øget med 3 mio. $ til 15 mio. $ hvoraf Justin Thomas fik 2,7. mio. $ svarende til 19 mio. danske kroner.
Justin Thomas vandt for anden gang
29-årige Justin Thomas begyndte finaledagen syv slag efter Mito Pereira, men endte som vinder af US PGA Championship for anden gang, da han også vandt i 2017. Hans far Mike, og også hans afdøde bedstefar Paul, var PGA trænere og medlem af PGA of America, så netop US PGA Championship betyder noget ekstra for familien.
Det var hans 15. PGA Tour sejr, og den første siden Players Championship 2021. Justin Thomas’ caddie er Jim “Bones” Mackay, der gennem 25 år frem til 2017 gik for Phil Mickelson.
Will Zalatoris på 2. pladsen viste endnu engang, at han er blandt de absolut bedste fra tee til green, men med putteren er der fortsat meget at arbejde på.
Cameron Young og Mito Pereira delte 3. pladsen i -4 foran Tommy Fleetwood, Chris Kirk og Matt Fitzpatrick i -3, mens Rory McIlroy blev nr. 8 i -2.
Tyrrell Hatton, Justin Rose, Cameron Smith og Xander Schauffele delte 13. pladsen i par, Bubba Watson blev nr. 30 i +3, Jordan Spieth nr. 34 i +1, Viktor Hovland nr. 41 i +5, Jon Rahm nr. 48 i +6 mens Collin Morikawa og Brooks Koepka delte 55. pladsen i +8.
Tiger trak sig efter tredje runde
Tiger Woods klarede cuttet, men han trak sig efter tredje runde. Ikke i frustration over en tredje runde i +9, men fordi han havde stærke smerter i benet. Siden slutningen på første runde havde Tiger været synligt generet, og man så ham ofte halte og være i smerter.
Det var Tigers blot anden turnering siden trafikuheldet i februar 2021. Tiger har vundet US PGA Championship i 1999, 2000, 2006 og 2007, hvor Southern Hills senest var vært.
Ingen af de 20 golftrænere klarede cuttet
US PGA Championship arrangeres af PGA of America, som er golftrænernes organisation. Det er også deres mesterskab, og medlemmer kan kvalificere sig via PGA Professional Championship, så der var 20 klub-pro’er i feltet.
På leaderboardet er PGA spillerne markeret med et PGA Team of 20 logo ud for deres navn, men ingen af de 20 klarede cuttet.