Med en birdie på sidste hul vandt Justin Rose OL guld i herrernes golfturnering, mens Henrik Stenson kan rejse hjem med sølvmedaljen. Matt Kuchar fik bronze efter dagens bedste runde.
Vi begynder med danskerne. Søren Kjeldsen gik finalerunden i -1 efter fire birdies og tre bogeys, så han sluttede på en 21. plads i -3. Thorbjørn Olesen lavede fire birdies, to bogeys og en dobbeltbogey for en runde i par, hvilket gav ham en 30. plads i -1.
Baseret på verdensranglisten var Kjeldsen den 13. bedste i feltet, mens Thorbjørn var nr. 21, så det levede de ikke helt op til.
Duel mellem Rose og Stenson
Inden finalerunden førte Justin Rose i -12 foran Henrik Stenson i -11 og Marcus Fraser i -9.
Med tre birdies hver på de første 5 huller skabte Rose og Stenson et solidt forspring, så finalerunden udviklede sig til en duel mellem de to. Stenson kom foran med ét slag på 13. hul, men allerede på 15. hul var Rose foran igen, da Stenson lavede en bogey på 14. og Rose en birdie på 15. hul.
Stenson udlignede med en birdie på 16. hul, så de var lige inden de to afsluttende huller. Begge lavede par på 17. hul.
På 18. hul slog både Rose og Stenson deres drives langt ud i højre side, men deres bolde blev på græsset. De kom begge fint frem i andetslaget på par-5 hullet inden Stenson slog et dårligt approachslag, mens Rose slog sit tredjeslag ind til en nærmest givet birdie.
Stenson 3-puttede for en bogey og en runde i -3, inden Rose holede sit birdieputt for en runde i -4.
Justin Rose vandt således i -16 foran Henrik Stenson i -14. Sejren blev således på to slag, men det var mere spændende end resultatet umiddelbart viser. Turneringen fik en god og spændende finale foran mange tilskuere.
Kuchar fik bronze efter dagens bedste runde
Matt Kuchar lagde lidt pres på Rose og Stenson med dagens bedste runde i -8, så han vandt bronze i -13.
Thomas Pieters blev nr. 4 i -9, mens Rafa Cabrera Bello, Kiradech Aphibarnrat og Marcus Fraser delte 5. pladsen i -8. Fraser førte turneringer efter både første og anden runde.
Sergio Garcia og Bubba Watson delte 8. pladsen i -7, Patrick Reed blev nr. 11 i -6, Martin Kaymer blev nr. 15 i -5, mens Danny Willett og Rickie Fowler delte 37. pladsen i par.
Damernes turnering begynder på torsdag
Nu overlades OL banen til damerne, som begynder deres kamp om OL guld på onsdag. Her er Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen blandt de 60 deltagere.