Justin Rose har lavet en ny udstyrsaftale med Honma Golf, så han de kommende år spiller med mindst 10 af deres køller og jern, ligesom han fremover bruger en Honma bag, mens han får Honma logoer på begge sider af cap’en.
Honma er kendt som et eksklusivt japansk mærke, men dog børsnoteret i Hong Kong og kontrolleret af en kinesisk forretningsmand. Læs mere om det i Danmark lidt ukendte mærke længere nede i denne artikel.
Der har længe været rygter om, at Justin Rose ville skifte til Honma, når hans udstyrsaftale med TaylorMade udløb ved nytår. Rose blev direkte spurgt til rygterne under Turkish Airlines Open i november, hvortil han svarede: – Hvor der er røg, er der ild.
Nu er aftalen så blevet offentliggjort:
– Jeg er meget begejstret for at skifte til Honma. Efter et af mine bedste år som professionel vil jeg gerne gøre det lidt bedre. Jeg tror på, at Honma udstyr og det legendariske Honma håndværk kan hjælpe mig til at blive bedre, siger Justin Rose i en pressemeddelelse.
Også hos Honma ser man frem til aftalen, som skal være med til at højne deres profil og øge deres markedsandele i USA og Europa:
– Da vi tænkte på den ideelle golfspiller som passer til vores virksomheds værdier, pegede alt på Justin Rose. Justin er en verdensklasse spiller, en gentleman og familiemand, siger Liu Jianguo, der er bestyrelsesformand for Honma i samme pressemeddelelse.
Skifter efter 20 år hos TaylorMade
38-årige Justin Rose har spillet med TaylorMade udstyr lige siden han blev professionel i 1998. Han har således brugt deres udstyr under alle sine 12 tællende Europa Tour sejre og de 9 tællende PGA Tour sejre samt da han vandt guld ved OL i Rio.
Han vandt Europa Tourens Order of Merit i 2007 og FedExCup ranglisten i 2018. Han er blandt de få, der præsteret at vinde turneringer på alle seks førende tours og kontinenter.
Rose, der er nr. 2 på verdensranglisten ved nytår, har været nr. 1 på verdensranglisten i sammenlagt 4 uger og senest i november 2018.
TaylorMade har fortsat aftaler med en række af verdens bedtse heriblandt Dustin Johnson, Rory McIlroy, Jon Rahm, Jason Day og Tiger Woods.
Honma er eksklusivt japansk golfudstyr
Honma blev grundlagt i 1959, da to brødre åbnede en driving range inden deres første golfudstyr kunne købes i 1963. Efter en hård økonomisk periode var man tæt på en konkurs i 2005, og Honma blev i 2010 overtaget af den kinesiske forretningsmand Liu Jianguo, som i 2016 børsnoterede Honma i Hong Kong (børskode: 6858.HK).
Udstyret laves fortsat i Japan, der i antal golfspillere kun er overgået af USA. Japan er fortsat Honmas primære marked, men man har de seneste år oplevet stor vækst i Kina, USA og Europa, og der er ambitioner om at Honma skal være endnu større.
Honma er kendt for håndlavet kvalitet, der tilpasses den enkelte, men også for eksklusive jern og drivere i “guld”. Oftest ikke ægte guld, men hvis det ønskes, kan man få udstyr i 24 karat guld. Den amerikanske præsident Donald Trump fik i øvrigt en Honma driver med køllehoved i “guld” til en værdi af omkring 25.000 kr. som gave, da han mødtes med den japanske premiereminister Shinzo Abe.
Honma er også blevet sponsor på Europa Touren, da man har overtaget titelsponsoratet for Honma Hong Kong Open presented by Amundi, som blev vundet af Aaron Rai. Her var Justin Rose dog ikke med, selvom han vandt UBS Hong Kong Open 2015 og også deltog i 2016 og 2017.
En del professionelle bruger med Honma udstyr, men det har hidtil primært været asiatiske spillere som Shanshan Feng, So Yeon Ryu, Hideto Tanihara og Liang Wen Chong.
Flere tidligere TaylorMade ledere er nu hos Honma
Justin Rose skal åbenlyst være med til at øge Honmas profil og markedsandel i vesten, og ikke mindst USA, hvor man har ansat flere tidligere TaylorMade ansatte.
Mark King, som var direktør for TaylorMade fra 1999 – 2014 og siden for Adidas i Nordamerika, blev i august 2018 ansat som konsulent for Honma. Han har siden fået følgeskab af flere TaylorMade ansatte heriblandt Jeff Letorneau som COO efter 21 år hos TaylorMade og Tom Cismoski, der gennem 24 år havde ledende stillinger i TaylorMades salgsafdeling.
Morgan Stanley på cap’en
Som man kan se på de nye pressebilleder fra Honma Golf, så har Justin Rose også fået et Morgan Stanley logo på fronten af cap’en, hvor han tidligere havde TaylorMade logo.
Rose har været ambassadør for storbanken Morgan Stanley siden december 2017.