Joshua Berry vandt Kolkata Challenge på Challenge Touren i den indiske storby Kolkata (tidl. Calcutta), hvor den ældste golfklub udenfor de britiske øer var vært.
Martin Simonsen og John Axelsen delte 15. pladsen i -5 inden finalerunden, mens Christian Jacobsen var nr. 41 i -2. Med en runde i -1 blev Martin Simonsen nr. 17 i -6, mens John Axelsen gik +4 og faldt tilbage til en 40. plads i -1. Christian Jacobsen blev nr. 46 i par efter en runde i +2.
Victor Sidal Svendsen, Sebastian Friedrichsen, Joachim B Hansen og Søren Broholt Lind missede cuttet.
Rasmus Neergaard-Petersen vandt sidste år, men forsvarede forståeligt nok ikke sin titel, da hun nu spiller på DP World Tour og senest blev nr. 2 på PGA Tour.
Joshua Berry førte i -12 foran Lukas Nemecz i -11 inden finalerunden, mens Maximilian Steinlechner og Andreas Halvorsen delte 3. pladsen i -10.
Joshua Berry afsluttede runden i +1 og i samlet -11 blev han indhentet af Lukas Nemecz, Om Prakash Chouchan og Andreas Halvorsen, så de fire skulle i omspil.
Den lokale Om Prakash Chouchan røg ud med en bogey på første omspilshul inden 19-årige Joshua Berry vandt sin første HotelPlanner Tour sejr med en birdie på andet omspilshul.
Verdens ældste golfklub udenfor de britiske øer
Kolkata er en storby i Indien med omkring 15 mio. indbyggere, og den er for nogle måske bedre kendt som Calcutta, som var navnet frem til 2001.
Royal Calcutta Golf Club har fastholdt deres oprindelige navn, og det ændrer man næppe. Klubben har nemlig en lang traditionsrig historie helt tilbage fra 1829, og er den ældste golfklub udenfor de britiske øer. Det er dog ikke samme bane som i begyndelsen, da klubben er flyttet og banen redesignet gennem årene. Den nuværende bane åbnede i 1996 efter design af den femdobbelte australske The Open vinder Peter Thomson.
I den kommende uge spilles også i Inden med Delhi Challenge, hvorefter der er to ugers pause inden to turneringer i Mellemøsten.