I denne uge har 25-årige Jordan Spieth endnu en mulighed for at fuldende sin karriere Grand Slam, da US PGA Championship er den eneste af de fire majors, han endnu ikke har vundet.
En Grand Slam er hvis man vinder alle fire majors i samme kalenderår, mens en karriere Grand Slam er hvis man vinder alle fire i sin karriere.
Jordan Spieth har vundet Masters og US Open 2015 samt The Open 2017. Hans hidtil bedste resultat i US PGA Championship er en 2. plads i 2015 efter missede cuts i 2013 og 2014. Han blev nr. 13 i 2016, nr. 28 i 2017 og nr. 12 sidste år.
Spieth er nr. 2 inden finalerunderne
Det lå dog ikke umiddelbart i kortene, at Jordan Spieth ville være med fremme i US PGA Championship i år. I PGA Tourens 2018-19 sæson har han spillet 13 turneringer uden at slutte i top-20. En 21. plads i Masters er hans hidtil bedste, og den seneste af 11 PGA Tour sejre var The Open 2017.
Efter runder i -1 og -4 er Jordan Spieth nr. 2 i -5 inden finalerunderne, og han spiller i førerbolden lørdag. Det er dog hele syv slag fra Brooks Koepka på førstepladsen.
Blot fem spillere har vundet en karriere Grand Slam
Siden Masters blev en major er der blot fem spillere, som har vundet alle fire majors i karrieren. De fem er Jack Nicklaus, Tiger Woods, Ben Hogan, Gary Player og Gene Sarazen.
Som den eneste havde Tiger havde alle fire trofæer samtidig, men han vandt dem ikke i samme år. Efter sejre i US Open, The Open og US PGA Championship 2000 vandt han Masters 2001.
Bobby Jones vandt de fire majors i 1930
Bobby Jones, der var medstifter af Augusta National og Masters, er den hidtil eneste, som har vundet fire majors i samme kalenderår.
Det var i 1930, hvor US Amateur, US Open, The Open og The Amateur Championship blev regnet som de fire majors.
Mickelson mangler kun US Open
48-årige Phil Mickelson er også tæt på en karriere Grand Slam, da han kun mangler at vinde US Open. Hele seks gange er Mickelson blevet nr. 2 i US Open senest i 2013.
Mickelson har vundet Masters 2004, 2006 og 2010, US PGA Championship 2005 og The Open 2013.
McIlroy mangler kun at vinde Masters
Masters er den eneste major som 30-årige Rory McIlroy mangler at vinde for at fuldende sin karriere Grand Slam. Siden 2014 er McIlroy ikke sluttet udenfor top-10 i Masters, bortset fra i år, hvor han blev nr. 21 da Tiger Woods vandt. McIlroys hidtil bedste resultat i Masters er en 4. plads i 2015.
McIlroy har vundet fire majors med sejre i US Open 2011, US PGA Championship 2012 og 2014 samt The Open 2014.