Jon Rahm vandt acciona Open de España presented by Madrid, og som legenden Seve Ballesteros har Rahm nu vundet Open de España tre gange. Se højdepunkter fra hans finalerunde i videoen ovenfor.
Niklas Nørgaard Møller blev nr. 20 i -10 efter en runde i -3 med fem birdies på de sidste 5 huller og Lucas Bjerregaard nr. 23 i -9 efter en runde i -3. Marcus Helligkilde og Joachim B Hansen delte 27. pladsen i -8 efter runder i henholdsvis -2 og -1. Thomas Bjørn missede cuttet.
Jon Rahm førte med 1 slag, men vandt med 6 slag
Inden finalerunden førte Jon Rahm i -16 foran Min Woo Lee i -15 og seks spillere i -13.
Rahm fjernede enhver tvivl om udfaldet, da han i suveræn stil gik -9 og vandt i -25 foran Matthieu Pavon i -19 og Min Woo Lee i -18. Zander Lombard og Edoardo Molinari delte 4. pladsen i -16.
Tommy Fleetwood var én blandt få profiler i feltet, og han blev nr. 39 i -6.
Tangerer Seve med tre Open de España sejre
Det er tredje gang Jon Rahm vinder Open de España, da han også vandt Open de España 2018 og Mutuactivos Open de España 2019.
Ángel de la Torre har rekorden med fem sejre i Open de España, som han vandt i 1916, 1917, 1919, 1923 og 1925.
Syv sejre på PGA Tour og otte på DP World Tour
Det var 27-årige Jon Rahms ottende sejr på DP World Tour.
Rahm har altid primært spillet på PGA Tour, men har “kun” vundet syv turneringer på PGA Tour og nu otte på DP World Tour. US Open er den eneste, som har været tællende til begge tours.
På PGA Tour har Jon Rahm vundet Farmers Insurance Open 2017, CareerBuilder Challenge 2018 og Zurich Classic of New Orleans 2019 sammen med Ryan Palmer, Memorial Tournament presented by Nationwide 2020, BMW Championship 2020, US Open 2021 og Mexico Open at Vidanta 2022. Han vandt også Hero World Challenge 2018, der dog ikke tæller som en officiel sejr.
De otte sejre på DP World Tour har været i Dubai Duty Free Irish Open hosted by the Rory Foundation 2017 og sæsonfinalen DP World Tour Championship Dubai 2017 samt Open de España 2018, Dubai Duty Free Irish Open 2019, Mutuactivos Open de España 2019, DP World Tour Championship Dubai 2019, US Open 2021 og nu acciona Open de España presented by Madrid 2022.
Han blev årets rookie på Europa Touren i 2017 og vandt Race to Dubai ranglisten i 2019, hvor han også blev valgt som Players’ Player of the Year, hvilket han også var i 2021. I sammenlagt 43 uger fra 2020- 2022 har han været nr. 1 på verdensranglisten.