Jon Rahm vandt Masters 2023 efter en spændende finalerunde i dejligt solrigt vejr over Augusta National. Rahm vandt i -12 foran LIV Golf spillerne Phil Mickelson og Brooks Koepka i -8.
Den forsinkede tredje runde blev færdigspillet tidligere søndag med Brooks Koepka på førstepladsen i -11 foran Jon Rahm i -9 og Viktor Hovland i -8. Koepka lavede en birdie og tre bogeys søndag formiddag, mens Rahm havde to birdes og to bogeys.
I finalerunden slog Koepka et skævt drive til på 1. hul, men fra 9. fairway reddede han sin par. Og Koepka var i en del problemer på finaledagen, og uden birdies og med fire bogeys frem til 12. hul havde han mistet sin føring til Jon Rahm, der var -1 på runden og tre slag foran Koepka inden de sidste 6 huller.
På det tidspunkt var det største pres lidt overraskende kommet fra 52-årige Phil Mickelson, som gik -7 efter en birdie-birdie afslutningen så han og tog føringen i klubhuset i -8. Mickelson er den ældste majorvinder nogensinde, da han vandt US PGA Championship 2021 som 50-årig.
Både Rahm og Koepka lavede birdies på par-5 hullet 13., og så havde Rahm føringen i -11 foran Koepka og Mickelson i -8.
Rahm kom yderligere foran med en birdie på 14. efter et forrygende andetslag, mens Koepka lavede en bogey. Koepka kom til -9 efter birdies på 15. og 16. hul, men var tre slag efter Rahm inden de to sidste huller.
Det blev fire slag igen, da Koepka lavede bogey på 17. hul, og så vandt Jon Rahm i -12 efter en finalerunde i -3. Brooks Koepka gik +3 og delte 2. pladsen i -8 med Phil Mickelson, der som som nævnt var rundt -7, hvilket var finalerundens bedste score.
En grøn jakke, 22 mio. kr. og nr. 1 i verden
Jon Rahm får 3,24 mio $ svarende til mere end 22 mio. danske kroner for sejren, og med 100 point til verdensranglisten er han tilbage som nr. 1 på verdensranglisten.
Jordan Spieth, Patrick Reed og Russell Henley delte 4. pladsen i -7 foran Cameron Young og Viktor Hovland i -6, mens Sahith Theegala blev nr. 9 i -5.
Den forsvarende mester Scottie Scheffler blev nr. 10 i -4, mens Hideki Matsuyama og amatøren Sam Bennet blev nr. 16 i -2.
Sam Bennet, der var kvalificeret ved at vinde US Amateur 2022, var den eneste af de syv amatører, som klarede cuttet, så han blev selvfølgelig bedste amatør. Han gik -4 i både første og anden runde, så han var på en 3. plads i -8 inden finalerunderne. Han faldt tilbage til en 16. plads i -2 efter runder i +4 og +2, men spillede en flot turnering.
Dustin Johnson blev nr. 48 i +8 og 63-årige Fred Couples nr. 50 i +9.
Tiger trak sig med en skade
Tiger Woods trak sig fra turneringen 75 minutter før sin starttid søndag morgen, hvor tredje runde skulle genoptages.
Tiger deltog i Masters for 25. gang i karrieren, og tangerede Gary Players’ og Fred Couples’ rekord for flest klarede Masters cuts i træk på 23.
Rahm vandt på Seves fødselsdag og tangerede Sam Snead rekord
Seve Ballesteros, der vandt Masters 1980 og 1983, blev født den 9. april 1957. Rahm vandt således på Seves fødselsdag 40 år efter sejren i 1983. Med 50 Europa Tour sejre er Seve den mest vindende nogensinde, og hans betydning for professionel golf og Ryder Cup i Europa er enorm. Seve døde som 54-årig i 2011 af kræft i hjernen.
I tordags lavede Jon Rahm en dobbeltbogey på 1. hul, men nu vandt han i -12. Gennem tiderne er han den anden Masters vinder der indledte turneringen med en dobbeltbogey, for det gjorde Sam Snead også i 1952, hvor han vandt Masters.
Rahms anden major
Det var 28-årige Jon Rahms anden major sejr, da han vandt US Open 2021.
Rahm er nu oppe på 11 tællende PGA Tour sejre og 10 på DP World Tour. US Open og Masters er de eneste to turneringer, som har været tællende på begge tours.
Næste major er US PGA på Oak Hill i maj
Masters var årets første af fire herre-majors.
US PGA Championship spilles på Oak Hill fra den 18. – 21. maj, US Open spilles på The Los Angeles CC fra den 15. – 18. juni, mens The Open spilles på Royal Liverpool GC fra den 20. – 23. juli.
Masters, resultat
– alternativ på pgatour.com
Masters, Track (følg alle spillere)
Masters, My Group (se video med alle slag)