Jon Rahm fra Spanien er skiftet til Callaway, så han fremover spiller med deres udstyr. Det gjorde han også som succesfuld amatør på college i USA, men siden Rahm blev professionel i 2016, har han haft en aftale med TaylorMade.
Fremover er der Callaway udstyr og bolde samt en Odyssey putter i bag’en hos Rahm, hvilket Callaway har lavet en lille velkomst-tegnefilm om. Se den ovenfor.
26-årige Jon Rahm har vundet fem turneringer på PGA Tour og seks på Europa Touren. I juli og august 2020 var han nr. 1 på verdensranglisten i sammenlagt 4 uger, mens han pt. er nr. 2.
Rahm vandt Europa Tourens sæsonfinale og Race to Dubai ranglisten i 2019. Han bor i USA og pga. COVID-19 spillede han ingen regulære Europa Tour turneringer i 2020, hvor han blev nr. 22 på Race to Dubai ranglisten efter at han deltaget i tre majors og to WGC turneringer.
Skal være far til april
Hans hustru Kelley Cahill er gravid, hvilket var blandt årsagerne til, at han pga. COVID-19 ikke ville rejse til Dubai og forsvare sin titel, og ikke rejste til Spanien omkring jul og nytår. Hun er sat til at føde parrets første barn den 12. april, hvilket er mandagen efter Masters.
Callaway og Odyssey udstyr samt tøj fra TravisMathew
Callaway og Jon Rahm har lavet en flerårig aftale, så han både spiller Callaway køller, jern, wedges, Callaway Chrome Soft X golfbolde og en Odyssey putter.
– Jeg er meget glad for aftalen med Callaway. Udstyret fungerer allerede meget godt for mig, og min første runde med mit nye udstyr gik jeg en 59’er på Silverleaf, som var ny banerekord, siger Jon Rahm i en pressemeddelelse.
Udover Callaway udstyr indebærer aftalen også, at han fremover spiller i tøj fra TravisMathew, der er ejet af Callaway koncernen. Tidligere spillede han i tøj og sko fra Adidas.
60 uger som nr. 1 på amatørernes verdensrangliste
Som amatør vandt han 11 turneringer for Arizona State University med Callaway og Odyssey udstyr i bag’en. Det var med Tim Mickelson, der er bror til Phil, som cheftræner. Som den hidtil eneste modtog han Ben Hogan Award to gange i 2015 og 2016 som hæder for, at han var den bedste collegespiller i USA. I 60 uger var han nr. 1 på amatørernes verdensrangliste, hvilket er flere end nogen andre har præsteret.