PGA Tour turneringen John Deere Classic er blevet aflyst pga. COVID-19. Det skulle have været den femte turnering efter PGA Tour genoptager sæsonen i juni, og den første med tilskuere. Den vil formentlig blive erstattet af en anden turnering.
John Deere Classic skulle spilles fra den 9. – 12. juli på TPC Deere Run i Illinois, hvor der maksimalt må samles 50 personer.
På pgatour.com står blot at turneringen aflyses som følge af sundhed og sikkerhed ifm. coronavirus, men helt konkret skyldes det, at man blev nødt til at spille uden tilskuere.
Skulle have været den første med tilskuere
De første fire PGA Tour turneringer spilles uden tilskuere, men John Deere Classic skulle være den første med tilskuere på banen. Det er dog ikke muligt, da delstaten Illinois i juli har forsamlingsforbud mod flere end til 50 personer.
Clair Peterson, der er tournament director for John Deere Classic, siger til ESPN, at det også økonomisk vil være en udfordring, hvis man skulle spille uden tilskuere.
– For os ville det ikke fungere. Illinois har forståeligt nok meget strikse restriktioner, hvor der henover sommeren ikke må samles flere end 50 personer, siger Tournament Director Clair Peterson til espn.com og uddyber:
– Vi kan ikke gennemføre med tilskuere. Det koster penge, og det er også et spørgsmål om, hvor mange penge vi har råd til at tabe.
Dylan Fritelli vandt John Deere Classic 2019. I 2020 skulle den 50. udgave af turneringen, som John Deere har været titelsponsor for siden 1999, være spillet, men nu er jubilæumsudgaven udsat til 2021.