John Axelsen vandt MoreGolf Mastercard Tour turneringen GolfStar Winter Series I, der var den første af to turneringer på Empordà Golf Club i Costa Brava, Spanien.
Der var dansk føring efter runder på Empordà Links og Empordà Forest, da John Axelsen var i -9 foran Christoffer Bring i -8 inden finalerunden på Links. Svenskerne Simon Forsström og Erik Lindwall delte 3. pladsen i -7.
John Axelsen lavede fire birdies på de første 6 huller af finalerunden, som han gik i -4, så han vandt i -13 foran Christoffer Bring og svenske Simon Forsström i -9.
John Axelsen fik 110.700 SEK for sejren svarende til godt 77.000 danske kroner.
Jeppe Kristian Andersen blev nr. 9 i -8, Sebastian Wiis nr. 13 i -5, Keen Bernberg og Jonas Lykke Petersen nr. 18 i -4, Morten Ørum Madsen, Christian Jacobsen og Marcus Garfield Hansen nr. 23 i -2, mens amatørerne Hamish William Brown og Frederik Birkelund delte 31. pladsen i par. August Thor Høst sluttede som nr. 36 i +1 og Rasmus Broholt Lind blev nr. 40 i +3. De øvrige danskere missede cuttet.
DP World Tour spilleren Marcus Kinhult der vandt Betfred British Masters 2019 forsøger at finde formen, og han blev nr. 9 i -6. 25-årige Kinhult blev i april 2021 ramt af et pludseligt epileptisk anfald, mens han var i Spanien. Han blev diagnosticeret med epilepsi og gjorde comeback på DP World Tour efter måneders pause, men ugens 9. plads er hans første top-20 placering.
Fire Nordic League turneringer i Spanien
Fra tirsdag til torsdag spilles den anden turnering på Empordá Golf.
Efter de to MoreGolf Mastercard Tour er der to ECCO Tour turneringer på PGA Catalunya, så frem til begyndelsen af marts er der fire Nordic League turneringer i Spanien.
Anden Nordic League sejr
Det var 24-årige John Axelsens anden Nordic League sejr, da han også vandt Made in HimmerLand Qualifier by Enjoy Resorts 2021. Som amatør havde han en lang række imponerende sejre og resultater heriblandt vandt han VM for hold / Eisenhower Trophy 2018 sammen med Nicolai og Rasmus Højgaard.