Danmarks bedste amatør golfspiller, Sorø Golf Klubs John Axelsen, er igen blevet inviteret til verdens mest prestigefyldte juniorturnering, Junior Invitaional at Sage Valley i South Carolina, USA, hvor han blev nr. 3 sidste år.
Hvad Masters Tournament på Augusta National er for de bedste professionelle golfspillere i verden, er Junior Invitational i Sage Valley, South Carolina for verdens bedste juniorer. Her bliver verdens 54 bedste juniorer hvert år inviteret til Sage Valley for at spille Junior Invitational på en af de meste prestigefyldte baner i verden. Vel og mærke med alle omkostninger betalt, også rejseomkostningerne.
Feltet i år består af spillere fra Asien, Australien, Sydafrika, Sydamerika, Europa og selvfølgelig Nordamerika. Det er 3. gang at John Axelsen får mulighed for at prøve kræfter med verdens bedste juniorer, hvilket i sig selv er imponerende og en af de få der siden turneringen startede, er blevet inviteret så mange gange. En turnering hvor der bliver kræset om spillerne på alle måder. Bl.a. med professionelle caddies. Eksempelvis har den caddie John har fået tildelt været caddie for verdensstjernen Sergio Garcia.
Turneringen er også kendt for at invitere de største stjerne til at være en del af arrangementet. Sidste år var det golflegenden Tiger Woods og forrige år verdensstjernen Rory McIlroy. Så det bliver spændende at se hvem der bliver inviteret i år til at ”underholde” drengene.
Sidste juniorturnering
Junior Invitational bliver også Sorø-spillerens sidste juniorturnering. En juniorkarriere der er en af de flotteste der er set i dansk golf og har resulteret i at han på nuværende tidspunkt rangerer som nr. 36, som højest placeret danske spiller, på herrernes verdensrangliste for amatører.
En rangering han har opnået ved at præstere det ene topresultat efter det andet i store internationale turneringer. Både i junior- og herrerækkerne. John har blandt andet vundet individuelle medaljer ved European Young Masters, EM for U/16, som den først danske drengespiller, samt allerede i 2014 som bare 16-årig fik han debut på det danske herrelandshold ved EM for hold i Finland.
Imponerende international juniorkarriere
John var den første danske drengespiller der blev udtaget til Junior Ryder Cup i 2014 i Skotland. Og han blev også udtaget i 2016, men måtte her melde fra, da han samtidig var blevet udtaget til det danske herrelandshold der spillede VM i Mexico.
Af andre topresultater kan nævnes, at han som den første dansker vandt en af de store engelske drengemesterskaber der regnes for de stærkeste drenge turneringer i Europa. I 2011 var det de engelske u/13 mesterskab Reid Trophy. Og i 2014 det Engelske u/16 mesterskab, McGregor Trophy, bla. med både mesterskabsrekord og banerekord på Ratcliff-on-Trent golfbanen. Af andre resultater kan nævnes at han bla har vundet Danish International Amateur Championship, Asserbopokalen og Mågepokalen, samt DGUs Herre Elite Tour Finale.
Han er for tiden indehaver af flere banerekorder både i Danmark og udlandet og har et af Europas lavest tilspillede handicaps på + 5,7. Dertil skal det nævnes at han har vundet den danske herrerangliste 2 gange og været rangeret som bedste danske junior hos DGU de sidste 3 år. John har også toppet European Golf Rankings europæiske junior ranglister, både for u/14, u/16, og u/18 spillere. En imponerende juniorkarriere der bliver meget svært at matche.
Fortsætter på amerikansk top college
John Axelsen seniorkarriere fortsætter i USA, efter han bliver student fra Stenhus Gymnasium i Holbæk til sommer. Her vil han følge i hans søster Elisa Axelsens fodspor og udvikle sit spil på den amerikanske college tour.
I Johns tilfælde bliver det på det prestigefyldte University of Florida, også kendt som The Gators. University of Floridas golfhold regnes traditionelt for at være et af de stærkeste golfhold i USA og har fostret mange verdensklasse spillere. Men Head Coach JC Deason er alligevel begejstret over John Axelsens valg af The Gators og har udtalt følgende:
– Vi er meget begejstret over at John Axelsen blive en del af vores team på University of Florida, og fortsætter:
– John er allerede en verdensklassespiller der vil få øjeblikkelig indflydelse på vores program. Han vil komme til Gainesville som en meget højt rangeret spiller på verdensranglisten. Men endnu vigtigere vil han medbringe et niveau af modenhed og lederskab, der vil hjælpe os de kommende år. Vi er heldige med at han valgte os!
Læs mere om turneringen på www.juniorinvitational.com.