Med en birdie på sidste hul var det Joel Moscatel, der vandt Challenge de España med ét slag foran Rasmus Neergaard-Petersen, som afsluttede med en bogey. Nicolai Kristensen sluttede også i top-10.
Inden finalerunden på Real Club Sevilla Golf førte Tapio Pulkkanen i -12 foran Jamie Rutherford i -10, mens bl.a. Rasmus Neergaard-Petersen og Joel Moscatel var på en delt 3. plads i -9.
Flere spillede med om sejren, og inden de sidste 3 huller delte Joel Moscatel i førerbolden og Rasmus Neergaard-Petersen i næstsidste gruppe føringen i -13 foran Tapio Pulkkanen i -12. Alle tre lavede birdies på 16. hul.
Rasmus Neergaard-Petersen fører Challenge Tour ranglisten efter to sejre i år, og vinder han en tredje sejr, så får han et DP World Tour kort for resten af denne og hele næste sæson.
Da Moscatel lavede bogey på 17. hul havde Rasmus Neergaard-Petersen føringen alene, men desværre afsluttede den 24-årige dansker med en bogey på sidste hul for en runde i -4, og så var der en tredelt føring med de to og Tapio Pulkkanen.
Det blev dog ikke til et omspil, for med en birdie på sidste hul vandt 25-årige Joel Moscatel sin første Challenge Tour sejr i -14 foran Rasmus Neergaard-Petersen og Tapio Pulkkanen i -13.
Jamie Rutherford blev nr. 4 i -12, mens Alfredo Garcia-Heredia og Robin Williams delte 5. pladsen i -11.
Nicolai Kristensen i top-10
Der var to danskere i top-10, da Nicolai Kristensen blev nr. 9 i -8 efter en finalerunde i -4. Jeppe Kristian Andersen blev nr. 37 i -3, og Jonathan Gøth-Rasmussen nr. 52 i par, hvilket også var deres scores i finalerunden. Oliver Hundebøll blev nr. 70 i +5 efter en runde i +2.
Hamish Brown var nr. 21 i -5 efter tredje runde, men trak sig, hvilket vi ikke kender årsagen til.
Christoffer Bring, Søren Broholt Lind og Morten Ørum Madsen missede cuttet.
Næste turnering er i Odense
Nu er der en uges turneringspause inden næste turnering er Danish Golf Challenge i Odense Eventyr Golf fra den 23. – 26. maj.