Med to LPGA sejre på to uger og senest i major turnering ANA Inspiration har Jin Young Ko overtaget førstepladsen på damernes verdensrangliste.
Det er første gang i karrieren, at 23-årige Jin Young Ko fra Sydkorea indtager tronen som verdens bedste. Hun begyndte året som nr. 10 på verdensranglisten, og var nr. 5 inden hun vandt ANA Inspiration.
Det var hendes første major sejr og den fjerde på LPGA efter sejre i LPGA KEB–Hana Bank Championship 2017, ISPS Handa Australian Women’s Open 2018 og Bank of Hope Founders Cup 2019.
Blev Årets rookie på LPGA i 2018
Den første LPGA sejr i 2017 var før Jin Young Ko blev medlem af LPGA. Hun blev Årets rookie på LPGA i 2018, hvor kun missede cuttet i én af 25 turneringer, og hun havde 13 top-10 placeringer.
Jin Young Ko blev professionel som 18-årig i 2013, og har vundet 10 gange på Korean LPGA i årene 2014 – 2017. Hun blev nr. 2 i RICOH Women’s British Open 2015, hvilket var hendes hidtil eneste top-10 i en major.
Sörenstam var den første i 2006
Annika Sörenstam var den første verdensetter, hvilket hun var i 60 uger fra damernes verdensrangliste blev indført i 2006, indtil hun blev overhalet af Lorena Ochoa i foråret 2007.
Lorena Ochoa har rekorden på 158 uger
Lorena Ochoa var suveræn og holdt førstepladsen uafbrudt i 158 uger frem til hun indstillede karrieren i 2010.
Ochoa indstillede karrieren som 28 årig i 2010. Hun sluttede på toppen som nr. 1 på verdensranglisten, for hun bad selv om at blive slettet, da hun indstillede karrieren.
Med 158 uger har Ochoa både rekorden for flest uger i træk og flest uger i alt (158). Yani Tseng er nr. 2 begge lister med 109 uger i træk og i alt.
14 spillere fra otte forskellige lande
De 14 verdensettere hos damerne kommer fra ni forskellige lande, da der har været fem forskellige spillere Sydkorea og to fra USA samt én fra Kina, Thailand, New Zealand, Taiwan, Japan, Mexico og Sverige.
Nedenfor ses de 14 spillere, som har været nr. 1 på verdensranglisten gennem årene. Spillerne er sorteret efter den dato, hvor de for senest har været nr. 1 på verdensranglisten.
Listen er opdateret den 8. april 2019:
Navn | Land | Antal uger i alt | Første gang | Seneste gang |
Jin Young Ko | Sydkorea | 1 | 8. april 2019 | Nu |
Sung Hyun Park | Sydkorea | 16 | 6. nov. 2017 | 7. april 2019 |
Ariya Jutanugarn | Thailand | 23 | 12. juni 2017 | 3. marts 2019 |
Inbee Park | Sydkorea | 106 | 15. april 2013 | 29. juli 2018 |
Shanshan Feng | Kina | 23 | 13. nov 2017 | 22. april 2018 |
So Yeon Ryu | Sydkorea | 19 | 26. juni 2017 | 5. nov 2017 |
Lydia Ko | New Zealand | 104 | 2. feb. 2015 | 11. juni 2017 |
Stacy Lewis | USA | 25 | 18. marts 2013 | 26. okt. 2014 |
Yani Tseng | Taiwan | 109 | 14. feb 2011 | 17. marts 2013 |
Jiyai Shin | Sydkorea | 25 | 3. maj 2010 | 13. feb. 2011 |
Cristie Kerr | USA | 5 | 28. juni 2010 | 31. okt. 2010 |
Ai Miyazato | Japan | 11 | 21. juni 2010 | 24. okt. 2010 |
Lorena Ochoa | Mexico | 158 | 23. apr. 2007 | 2. maj 2010 |
Annika Sörenstam | Sverige | 60 | 21. feb. 2006 | 22. april 2007 |